Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Var i Løvens Hule: Aalborg-iværksætter ændrer navn på populært smykkefirma

Af Michael Qureshi
PR-foto
PR-foto

Der var hård kamp om iværksætteren Louise Mygind Andersen fra Aalborg, da hun tidligere på året optrådte i seer-succesen Løvens Hule på DR1.

Både Jesper Buch, Mia Wagner og Christian Arnstedt så store muligheder i det få år gamle unisex smykkebrand, Frederik IX.

Valget faldt på Christian Arnstedt og Blazer Capital.

Siden deltagelsen i Løvens Hule endte smykkefirmaet og stifteren i blæsevejr, da det kom frem, at kongehuset ikke havde givet tilladelse til at bruge det royale navn.

Men nu er der nyt i sagen, oplyser firmaet i dag i en pressemeddelelse.

Ændrer nu navnet efter aftale med Kongehuset

Efter mindelig aftale med Kongehuset og for at fokusere al energi på en hastigt voksende forretning, ændrer stifter og direktør Louise Mygind Andersen nu navnet på sit smykkebrand Frederik IX Studios til IX Studios.

Det seneste år er IX Studios vokset med 300 pct., antallet af danske forhandlere er mere end fordoblet, og det hurtigt voksende smykkebrand står foran en international ekspansion.

Derfor er der mere fokus på en forretning i stærk fremgang og langt mindre på tvivlsspørgsmål om et navn, lyder udmeldingen fra Louise Mygind Andersen, der efter en god dialog med Kongehuset om brandnavnet Frederik IX Studios nu ændrer navnet på den fremadstormende smykkeforretning til IX Studios.

“Siden jeg var med i Løvens Hule har der i flere omgange været rejst spørgsmål omkring vores brandnavn.

Jeg har aldrig ønsket at overskride grænser i forhold til Kongehuset.

Så i respekt for Kongehusets generelle ønske om at lægge afstand til kommercielle interesser, har jeg selvfølgelig besluttet at ændre navnet på min smykkevirksomhed til IX Studios,” forklarer hun.

Var i Løvens Hule: Aalborg-iværksætter ændrer navn på populært smykkefirma

Fokuserer nu på stærk fremgang

Dermed kan Louise Mygind Andersen sammen med sine medarbejdere, forhandlere og investorer fokusere 100 procent på den fortsatte udvikling af en forretning i stærk fremgang.

Alene i år er omsætningen i IX Studios tredoblet, mens antallet af forhandlere i Danmark og Norge er fordoblet til ca. 65 i alt.

Samtidig står den unge virksomhed, der laver unikke kvalitetssmykker efter de klassiske guldsmededyder til både mænd og kvinder, overfor en international ekspansion.

Også i den sammenhæng er navneændringen ifølge Louise Mygind Andersen god timing.

“Vores fremgang er ikke resultat af et bestemt navn, men kommer af at vi med vores skandinaviske rødder og genfortolkning af klassiske, personlige unisex-smykker, har en vifte af produkter, der er stor efterspørgsel på.

I takt med, at vi på den ene side udbygger forretningen online og i detailhandlen herhjemme – og samtidig er på vej ind på nye markeder, er tidspunktet for en rebranding fint lige nu.

Det er klart, at der er en omkostning forbundet med det, men set i lyset af vores internationale satsning er det måske endda en fordel, at vi får et mere enkelt navn som IX Studios,” siger hun.

Online-salg og forhandlere

IX Studios er nu officielt registreret varemærke i både Danmark og EU. Og arbejdet med at forberede brandfortællingen om IX Studios til nye og eksisterende markeder er lige nu i fuld gang og forventes at være på plads i starten af det nye år.

Virksomhedens forretningsmodel kombinerer direkte onlinesalg med et stærkt forhandlernet, der i dag består af ca. 65 butikker i Danmark og Norge.

I indeværende regnskabsår forventer Louise Mygind Andersen, at IX Studios’ omsætning runder 10 mio. kroner før skat.

Del artikel

Andre læser også