Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Årets hotteste event: Kom til DM i saunagus i weekenden

Af Emil Kjær Jørgensen

Vi nyder at holde jer opdaterede om de fedeste og hotteste events her i Aalborg.

Og nu har vi fundet årets hotteste event.

Svømmeland Nørresundby og Det Danske Saunaselskab inviterer nemlig til Tylöhelo DM i saunasgus 2019.

Det er 24 af landets dygtigste gusmestre, som tørner sammen i weekenden.

Her skal de i tre forskellige kategorier imponere dommerne med bl.a. deres håndklædesving og duftsammensætning.

”Jeg er utrolig glad og stolt over, at vi kan præsentere DM på vores hjemmebane. Vi har et stærkt personale, som endnu engang stiller op for at kæmpe om medaljer. Vi glæder os vanvittigt meget til at være værter i weekenden,” siger Lars Dam Møller, centerdirektør i Nørresundby Idrætscenter, i en pressemeddelelse.

Du kan komme med

Relax-afdelingen bliver omdannet til store-gus-land fra kl. 8.00 om morgenen til 22.00 om aftenen om lørdagen og igen fra 9.30 om søndagen – og der er stadig billetter til salg.

Der er i alt 31 saunagus i de to saunaer og i de tre forskellige rækker. Det sidste opvisningsgus sættes i gang kl. 22, hvorefter der er afterparty for alle, der vil deltage. Søndag er finaledag med start kl. 9.30 og præmieoverrækkelse omkring kl. 14.

Årets hotteste event: Kom til DM i saunagus i weekenden

Svømmelands Relax-afdeling er lukket for alle andre, end dem der køber entrébilletter til DM i saunagus.

“Rent praktisk får vi fordelt gæsterne i de to saunaer efter først-til-mølle princippet. Der har været såkaldte gusbilletter til salg, hvor man har kunnet købe sig reserverede pladser til et bestemt antal gus.

Disse er nu udsolgt, men for at sikre, at alle får en god oplevelse, laver vi ved hver gus en chancekø, hvor folk uden gusbilletter kan få adgang til gusene, ligesom vi laver de seks opvisningsgus i løbet af lørdag aften. I løbet af weekenden løber det op i hele 930 guspladser til chancekøen,” forklarer de i pressemeddelelsen.

En lørdagsbillet inkl. sandwich koster 300 kr., mens en lørdagsbillet med indgang mellem klokken 15.00 og 15.30 koster 175 kr. En søndagsbillet koster 150 kr.

Showgus undervejs

Til årets hotteste event dystes der i tre kategorier; showgus, teamgus og klassisk gus. I showgus er der helt frie rammer. Her bruger gusmestrene ofte udklædning og har bygget deres gus op efter et tema med tilhørende musik og dufte.

Der må bruges lys- og lydeffekter samt uddeles smagsprøver eller lignende.

Teamgus foregår på samme måde, her er der blot flere gusmestre i gang på samme tid. Den klassiske gus foregår uden brug af musik og fokus er i stedet mere på svingteknik, dufte osv. De bedste i showgus og teamgus kvalificerer sig til VM i saunagus i Holland.

Svømmeland stiller selv op med tre gusmestre. Bettina Bøjstrup og Lone Jørgensen i teamgus med temaet ”den kvindelige inuit” og Patrick Bislev i show gus med temaet ”zen”.

Saunagus bliver mere og mere hot

I 2011 blev der også afholdt DM i saunagus i Svømmeland, og nu vender mesterskabet altså endnu engang hjem.

Fra at være én række med få kriterier har saunagus-mesterskabet udviklet sig til tre rækker med mange kriterier og med deltagende gusmestre, som har helt anderledes forudsætninger end tidligere.

”Vi er rigtigt spændte på den kommende weekend, for der er sket rigtig meget, siden vi startede i 2004. En saunakultur og et DM som har udviklet sig til meget mere, end hvad jeg havde troet dengang.

Tilbage i 2004 var der stort set ingen, som vidste hvad et saunagus var, og i dag findes 15-20 steder bare i Nordjylland, som tilbyder saunagus. Men i Svømmeland har vi formået at holde vores saunafaciliteter helt i top med seks saunaer, herunder to store udendørs saunaer med nye gasstyrede ovne, som i weekenden virkelig skal stå sin prøve.”

Du kan finde info om billetkøb her.

Hvad: DM i Saunagus
Hvor: Svømmeland Nørresundby
Hvornår: 11. og 12. maj

Del artikel

Andre læser også