Endelig: Årets første fastelavnsboller lander i morgen

Fastelavnssæsonen starter tidligere end kalenderen antyder.
I hvert fald hvis du spørger et landsdækkende bageri.
Allerede i morgen rammer årets første fastelavnsboller Lagkagehuset i Magasin – og resten af landet.
Det bekræfter butikschef Bettina Sørensen over for MigogAalborg.
Udvalget bliver dog rullet ud i etaper.
“De kommer i morgen, men det er ikke alle varianter, der er klar fra start,” oplyser hun.
Klassikere og flødeboller fra dag ét
Fra første dag kan aalborgensere finde to gammeldags fastelavnsboller:
- Den klassiske med chokolade og remonce
- En hindbærvariant, kendt fra sidste sæson
Derudover lander flere flødebaserede fastelavnsboller, herunder:
- Solbær
- Creme
- Hindbær / Sarah Bernhardt
- Rabarber
- Crème brûlée
- Vegansk hindbær
Dermed er fastelavnssæsonen officielt skudt i gang – også selv om den fulde palet endnu ikke er på plads.
Læs også: Det er ikke slut endnu: Mere sne rammer Aalborg i dag Bagedyst-vinder bag sæsonens nyhed
Blandt årets nyheder er Tonka & Amarena-fastelavnsbollen, skabt i samarbejde med Tobias Hamann.
Fastelavnsbollen er opbygget på wienerdej med nøddepraline, tonkabønne- og vaniljecreme, amarena-kirsebær og mørk chokolade.
Den nye variant kommer dog først lidt senere på sæsonen og er altså ikke blandt de fastelavnsboller, der rammer disken i morgen.
Crème brûlée – også i koppen
Fastelavnssæsonen byder i år ikke kun på boller.
Samtidig lancerer Lagkagehuset to nye sæsondrikke, også inspireret af crème brûlée.
Kunderne kan vælge mellem en Crème Brûlée Latte og en Iced Crème Brûlée Latte, begge med vanilje, karamel og flødeskum – tænkt som et flydende supplement til sæsonens fastelavnsboller.
Crème brûlée-fastelavnsbollen er inspireret af den klassiske dessert og består af en smørbagt croissantbund med mandelremonce, en midte af vaniljecreme og et lag flødeskum.
Den er pyntet med karamelliseret brun farin, karamel og sprøde mandelflager, som giver den karakteristiske crème brûlée-smag – bare i fastelavnsbolle-version.
Januar-fastelavn er blevet normalen
At fastelavnsbollerne allerede dukker op i begyndelsen af januar, er efterhånden blevet fast tradition.
Sæsonen strækker sig længere, og for mange starter fastelavn længe før tønder og udklædning.
I Aalborg kan man i hvert fald tage forskud på fastelavnen allerede i morgen – og MigogAalborg glæder sig som altid til at teste årets cirka én milliard varianter.



