Stort nyt område midt i Aalborg: Sådan bliver Åparkkvarteret
Et centralt areal på godt 23.000 kvadratmeter midt i Aalborg sættes nu til salg i offentligt udbud.
Området, der også kaldes Åparkkvarteret, kan bebygges med boliger og erhverv med en byggeret på 38.000 kvadratmeter etageareal.
Åparkkvarteret afgrænses af det kommende grønne åndehul, Åparken, og den længste perron for PlusBus, byens fremtidige busforbindelse med kortere rejsetid på tværs af byen.
Endnu et stort skridt i Aalborgs udvikling tages nu med udbuddet af et helt centralt område midt i byen.
Et areal på Jyllandsgade på i alt omkring 23.000 kvadratmeter, tæt ved banegård og busterminal og nabo til Godsbanearealet, der igennem de seneste år har gennemgået en markant forandring, er netop sat til salg i offentligt udbud.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Gennemgår en omfattende udvikling
Åparkkvarteret udgør den nordlige del af Hjulmagerkvarteret, der betegnes som Aalborgs første erhvervsområde.
Hele dette kvarter gennemgår i løbet af de kommende år en omfattende udvikling, hvor boliger, erhverv, grønne områder og infrastruktur kommer til at gå op i en højere enhed.
“Det er ikke hver dag, at et så stort område midt i Danmarks fjerdestørste by kommer til salg.
Beliggenheden er unik tæt på Aalborgs gamle bykerne og med den største etape af åbningen af åen Østerå, igennem den kommende park Åparken, som områdets sydlige nabo.
Det er med andre ord et område, som byder på både attraktive omgivelser og rige muligheder for at udvikle et spændende bykvarter,” siger rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans-Henrik Henriksen.
Kommer boliger og erhverv
Åparkkvarteret har en byggeret på 38.000 kvadratmeter etageareal, og hele området er med forslaget til kommuneplanen 2021 udlagt til blandt andet boliger og erhverv.
Den kommende PlusBus, der strækker sig 12 kilometer igennem Aalborg, får stoppested lige foran hoveddøren med en 75 meter lang perron, som er rutens længste.
Åparken, der er kvarterets sydlige grønne nabo, og som danner rammen om den største etape af åbningen af Østerå, er i fuld gang med at blive fritlagt igennem Aalborg by med udløb i Limfjorden.
Selve Åparken bliver omkring 700 meter lang og etableres blandt andet for at kunne håndtere fremtidens regnmængder.
Skal opføres helt speciel bygning
Som en tydelig arkitektonisk markør for området er det ønsket, at der opføres en bygning med en markant arkitektur på hjørnet af Jyllandsgade og Sønderbro.
Bygningen skal fungere som et pejlemærke og markere indgangen til området samt forbindelsen til parken Karolinelund og videre mod havnen.
“Bygningen skal sammen med Åparken tiltrække opmærksomhed til hele området. Den kommende bebyggelse i området skal terrasseres ned mod parken og dermed give både beboere og besøgende i kvarteret mest mulig glæde af det nye, grønne åndehul,” siger Hans-Henrik Henriksen.
Fakta om udbud af Åparkkvarteret
– Et grundareal på i alt omkring 23.000 kvadratmeter midt i Aalborg sættes til salg i offentligt udbud
– Grundarealet dækker over Jyllandsgade 22, 24, 26, 28 og 30
– Grundarealet har en byggeret på 38.000 kvadratmeter etageareal
– Grundarealet er i kommuneplanen udlagt til ’Blandet bolig og erhvervsformål’
– Budfrist for købstilbud på grundarealet er onsdag den 3. november 2021
– Læs mere og find salg- og udbudsvilkår på grundsalg.aalborg.dk