Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborgs vildeste madoplevelse: Middag og musik i totalt mørke

Af Nathalia Hentze Nielsen

Duus Vinkælder har en lang, traditionsrig historie i Aalborg og er kendt og elsket for mange ting.

De har byens nok hyggeligste lokaler, der emmer af historie, og så er maden dansk, når det er allerbedst.

Endnu en ting de er særdeles kendt for, er deres specielle koncept Middag i Mørket, som de har valgt at gøre til en fast del af deres kalender med flere arrangementer i efteråret, vinteren og foråret.

Det var netop i forbindelse med dette arrangement, at vi besøgte restauranten forrige weekend, og at påstå at vi var spændte er en underdrivelse af dimensioner.

Konceptet er jo simpelt nok; du indtager en tre-retters middag i totalt mørke. Men hvor mørkt er det? Og kan man virkelig bruge tre timer i selskab med sin ledsager, når man ikke kan se hinanden?

Spoiler alert: Ja, det kan du, og det er både sjovt, udfordrende og særdeles mindeværdigt.

Fra nervøsitet til nysgerrighed

På denne pågældende lørdag var arrangementet inklusiv bobler, der blev drukket, mens ejer Peter Kragh gav en kort introduktion til aftenens aktiviteter.

Her fremhævede han, hvor meget synssansen egentligt betyder for madoplevelsen.

“Vi havde engang en gæst, der bagefter fortalte os, at hun synes, at rugbrødet var meget hårdt at tygge på. Der var slet ikke rugbrød på menuen, og vi undrede os meget over, hvad hun mente.

Vi fandt så ud af til sidst, at hun troede, at vores stegte flæsk var rugbrød,” fortæller Peter til stor latter fra os og de andre gæster.

Om stegt flæsk virkelig kan smage af rugbrød, når du frarøves synssansen, skal vi ikke gøre os kloge på, men faktum er, at man ikke kender menuen på forhånd, og fantasien kan derfor få frit løb.

Efter introduktionen blev vi ført ind i det mørke lokale parvis, med hænderne på skuldrene af hinanden, kun guidet af en tjener, der bar hvad der umiddelbart lignede militære natte-briller.

Hjertet knugede nervøst, da vi først trådte ind, fordi lokalet var så bælgravende mørkt, at det føles en smule skræmmende og grænseoverskridende slet ikke at kunne orientere sig.

Når først vi satte os, aftog nervøsiteten dog og blev erstattet af nysgerrighed, og vores hænder famlede rundt, mens vi forsøgte at få styr på bestik, vinglas og brød.

Særdeles velsmagende retter

Nu hvor oplevelsen er ovre, kan vi godt afsløre, hvad vi fik at spise, og hvor griset det blev.

Til forretten var en laksemousse, og her blev man virkelig sendt tilbage i tiden til babystadiet, hvor man rodede rundt i mos og grød.

Der var forskellige strategier til at få maden ind i munden. Mens min ledsager holdt hovedet 5 cm vandret over tallerkenen og på den måde skovlede mousse og grøntsager ind i munden, valgte jeg at bruge én hånd til at “fange” maden med en gaffel og den anden til at mærke om maden blev på gaflen.

At det var en (rigtig lækker) laksemousse med tomater kunne vi godt gætte ud fra smag og duft, men at grøntsagerne var marinerede selleriskiver og aspargesskræller, var vi langt fra.

Vi kørte igen med vores respektive strategier til hovedretten, og det var virkelig finurligt, at gå fra kødets bløde konsistent til de hårde rodfrugter. Selvom man ikke skulle tro det, var det svært at smage forskel på gulerod og persillerod i mørket.

Udover smagssansen, der var på overarbejde, blev ens hørelse også skærpet, og mod slutningen af hver servering var der en gennemtrængende lyd af bestik, som skrabede mod tallerkenen.

Lyden var ikke blot afledt af vores forsøg på at ramme maden, men bestemt også fordi vi eftersøgte hver eneste krumme af de meget velsmagende retter.

Mørke-middag d. 15/09

Forret:
Laksemousse, ærteskud
Frisee salat, marinerede selleriskiver
Krydderurte-mayonaise
Sød balsamicodressing, små tomater
Aspargesskræller, tyttebær
Med hjemmebagt koldhævet brød

Hovedret:
Langtidsstegt Himmerlandskalvefilet
Ovnbagt gulerod og persillerod
Bolchebeder
Selleripuré
Urtekartoffel, grøn urte-basilikumssovs

Dessert
Nybagt rabarbertærte m. creme fraiche
Brownie med solbærcreme af fløde og hvid chokolade
Panna cotta af græsk yoghurt
Hindbærparfait

Smuk intimkoncert

Før vi nåede til desserten, var der et særligt musikalsk indslag denne aften.

Den lokale musiker Per Muff Jensen sad på en stol midt i rummet med sin guitar og spillede en blanding af kendte melodier og egen musik.

Her skete en interessant ting; fordi ingen kunne se hinanden, føltes det mere trygt at synge med på sangene, og der lød mere eller mindre smukke toner fra hele lokalet til Jeg ved en lærkerede og Frit land.

Den lille intimkoncert med de smukke akustiske sange gav gåsehud og forvandlede aftenen fra spændende til rent ud sagt magisk.

Musikeren gav da også et par ekstranumre på alles opfordring, og da desserten rullede ind, havde atmosfæren taget en mere fredfyldt drejning.

Desserten var den mest udfordrende ret, når det kom til at udpege de præcise ingredienser. Vi forvekslede bl.a. rarbarer med æble og hindbær med granatæble, men lækkert var det uanset.

Efter desserttallerken var ryddet, bragte tjenerne stearinlys ind på hvert bord, så vi kunne orientere os, og vi var chokerede over, hvor småt lokalet egentligt var samt hvor vi egentligt var placeret (vi troede eksempelvis, vi sad i midten af rummet, men faktisk var vores bord klods op af en væg).

Den behagelige stund over stearinlyset gjorde, at vi kunne fordøje oplevelsen i ro og mag over en kop kaffe, og det understregede igen, at Duus Vinkælder er essensen af dansk hygge.

Kunne du også godt tænke dig at deltage i Middag i mørket, kan du købe billetter her.

Del artikel

Andre læser også