Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborgs største kursusudbyder: FOF er flyttet i nye flotte omgivelser

Af Nathalia Hentze Nielsen

Tiderne skifter og bringer forandring med sig, og intet sted er det mere sandt end hos FOF Aalborg.

FOF Aalborg, der er Aalborgs største kursusudbyder, tilbyder et utal af spændende kurser, foredrag og byvandringer, men har indtil august i år været spredt rundt på mange forskellige adresser i byen.

Drømmen var at samle alt på ét sted, og den er nu gået i opfyldelse med FOF Aalborgs flytning til nye lokaler på Hobrovej 465E i Aalborg SV.

Det betyder, at de mere end 10.000 kursister og 100 undervisere får hele 1.227 kvm at boltre sig på i fællesskab, og entusiasmen er at tage og føle på.

“Vi glæder os rigtigt meget til at byde alle velkommen.

Det er stort for os, at vi endelig kan samle alle på ét sted.

Vi er enormt stolte af de nye lokaler, og hvad det kommer til at betyde for FOF Aalborg og ikke mindst kursisterne,” forklarer skoleleder Michelle Flyvholm og fortsætter:

“Vi satser på at der kommer en god synergi ud af, at alle er på samme sted og kan møde hinanden til kurser eller måske bare en kop kaffe.”

Hver eneste af de mange kvadratmeter er udnyttet til fulde for at skabe de bedste rammer for kursister såvel som undervisere, og man får hurtigt et indtryk af, at FOF Aalborg har fingeren på pulsen.

Bygningen indeholder bl.a. et fællesrum for kursister, en personalestue til undervisere og en masse lokaler, der er blevet tilpasset de forskelligartede kurser – fra keramiklokale til dansestudier, musikrum og undervisningslokaler med det nyeste IT-udstyr.

Et nyt opland

Nogle vil måske mene, at FOF Aalborg med flytningen har bevæget sig meget langt fra centrum, men sådan opfatter Michelle Flyvholm og Helge Søgaard det ikke.

“Der sker mange spændende ting herude og mindst det halve af Aalborg har været i City Syd, så folk er tit herude.

Hvor vi før var lidt gemt af vejen, ligger vi nu lige ud til Hobrovej, hvor der kører mange tusinde forbi hver eneste dag,” siger Helge Søgaard, der er formand for bestyrelsen.

Han fremhæver samtidig også de mange parkeringspladser, der frit kan benyttes samt de grønne områder omkring bygningen, hvor der f.eks. kan dyrkes yoga om sommeren.

Den nye lokation betyder også, at Aalborgs største og bedste kursusudbyder allerede er begyndt at få kursister fra andre dele af Aalborg og Nordjylland.

“Vi har en stab af trofaste kursister, men verden forandrer sig; folk vil gerne prøve sig af på nye måder, og det betyder også, at vi får en masse folk i systemet, som aldrig har brugt os før,” fortæller Helge Søgaard.

Aalborgs største kursusudbyder: FOF er flyttet i nye flotte omgivelser

Kurser for alle

I gamle dage var FOF nok bedst beskrevet som en “aftenskole”, hvor man kunne deltage i undervisning om aftenen – ofte i traditionelle fag som sprog, håndarbejde eller gymnastik.

I dag kan organisationen bedst betegnes som en moderne kursusudbyder, der reflekterer danskernes øgede fokus på at udvikle og dygtiggøre sig på alle tider af døgnet, hele ugen lang.

“FOF Aalborg udvikler sig også konstant, og vi er klar til at tilpasse vores produkter efter det nordjyderne ønsker,” udtaler Michelle Flyvholm.

Modet til at prøve noget helt nyt har bl.a. betydet, at kursister har kunne tage kurser i at sy deres egen BH (et hold så populært at der var ventelister), et andet hold som kombinerede syning og yoga og også børne yoga.

Der er altså masser af give sig til for både store og små – og med et kursusudvalg, der er så stort, er der med garanti noget for enhver smag.

“Hvis nogen går rundt og har en idé til et kursus eller har et særligt talent, de gerne vil dele med andre, skal de ikke tøve med at kontakte os.

Hvis der er basis for, at folk har lyst til at lære om det, åbner vi gerne hold,” uddyber Michelle Flyvholm.

Aalborgs største kursusudbyder: FOF er flyttet i nye flotte omgivelser

Summen af liv

Da MigogAalborg besøger lokalerne på Hobrovej 465E, summer det allerede af liv, men hvis det stod til Helge Søgaard skulle det være sådan 24/7:

“Hvis vi kunne, ville vi have lyset tændt dag og nat, så folk altid kan komme herud.”

Selvom de fysiske døre lukkes og låses om natten, bevæger FOF Aalborg sig alligevel et skridt nærmere døgnåbent med deres plan om en stærkere online tilstedeværelse.

Hvor de tidligere har markedsført sig med print-kataloger, satser lokal-afdelingen nu på det digitale, hvor folk altid kan klikke sig ind og se, hvad der kommer af nye aktiviteter – bl.a. på Facebook-siden.

Se FOF Aalborgs kursusudvalg her.

Del artikel