Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborgs største biograf: Derfor har Kennedy Biografen været lukket ned

Af Michael Qureshi

Film skal ses i biografen.

Men på det seneste har der ikke været de samme muligheder, som vi er vant til i Aalborg.

Den seneste tid er man nemlig blevet mødt med et “midlertidigt lukket” skilt, hvis man har forsøgt at booke bio-billetter til Nordisk Film Biografer i Kennedy Arkaden.

Faktisk er det Aalborgs største biograf med over 1400 sæder fordelt på 10 sale, men i stedet har filmhungrende gæster været henvist til den mindre men hyggelige Nordisk Film Biograf i Shoppen i City Syd.

Man behøver dog ikke at frygte for Kennedy Biografens fremtid, forsikrer direktør for Nordisk Film Biograferne i Aalborg, Jan Ringtved.

Har manglet de store Kennedy Bio-film

Årsagen ligger nemlig primært i de film, der har været tilgængelige denne sommer, efter Corona pandemien bremsede mange filmpremierer på verdensplan.

“Biografen i Kennedy er meget til de store actionfilm, og et publikum i et yngre segment. Biografen i City Syd er derimod en rigtig familiebiograf, og det har primært været familiefilm, som vi har haft kørende her i sommerens løb.

Blandt andet er den nye Trolls gået rigtig godt her i Aalborg,” forklarer Jan Ringtved over for MigogAalborg.

“Det har været meget svært at planlægge, siden vi åbnede efter Corona, og nogle gange i Kennedy har vi haft flere på arbejde end gæster.

Vi har til gengæld oplevet stor travlhed i City Syd, så det gav mening for os at prioritere kræfterne på den biograf, og nu har vi så en genåbningsplan for Kennedy,” fortæller Jan Ringtved.

Aalborgs største biograf: Derfor har Kennedy Biografen været lukket ned

Genåbner i næste uge

Fra næste torsdag d. 13. august åbner man 5-6 sale hver torsdag, fredag, lørdag og søndag frem til den 26. august.

Derfra genåbner man fuldt op, dog stadig med et begrænset antal sale afhængig af filmudvalget.

Det skyldes, at der er storfilm på vej, som passer rigtig godt til Nordisk Film Biografen i Kennedy.

Det er blandt andet den danske film “Vores Mand i Amerika” med Ulrich Thomsen i hovedrollen og Christopher Nolans “Tenet”, der kan blive et af årets fedeste film.

En film der passer perfekt til den store biografoplevelse i Kennedy.

Flere store film på vej

Andre større film på vej er “After 2”, “The Kings Man”, “Druk”, “Wonder Woman 1984” og “Far til fire og vikingerne”.

“Vi glæder os til igen at åbne dørene og få vist nogle af de her store film, som er på vej. Vi lægger ikke skjul på, at det er op af bakke i vores branche på grund af Corona.

Men jeg er rigtig stolt over, at vi er kommet igennem den her tid uden at fyre folk, og trods forskellige pakker fra regeringen, så har det kostet os rigtig dyrt at beholde vores medarbejdere.

Men det har været vigtigt for os, og det er jeg virkelig stolt over er lykkedes,” forklarer Jan Ringtved.

Del artikel

Andre læser også