Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborgs nye AKKC-direktør: Vi skal hente endnu flere millioner til byen

Af Michael Qureshi
Nicolaj Holm tiltrådte som direktør i 2017. Foto: Flemming Lodberg
Nicolaj Holm tiltrådte som direktør i 2017. Foto: Flemming Lodberg

I 32 år var Ernst Trillingsgaard ansigtet udadtil for Aalborg Kongres & Kultur Center.

Et ikon. Et fyrtårn i Aalborgs kulturliv. Ja, hele Danmark for den sags skyld. Manden der var på varme kram med landets største revystjerner, og sikrede et højt bundniveau i udbuddet af oplevelser i AKKC.

77-årige “Trille” gik på pension tidligere på året, og på kontoret sidder en ny mand i direktørstolen. Nicolaj Holm fyldte 36 år i denne uge, og kunne altså sagtens have været søn til Trillingsgaard.

Et generationsskifte af dimensioner må man sige. Men alder har i denne sammenhæng reelt ingen betydning, når det handler om at stå i spidsen for en institution af denne størrelse i Nordjylland.

Har flere direktørjobs i rygsækken

“Trille” var langt over den normale pensionsalder, og Nicolaj Holm har trods sin unge alder flere direktørjobs i rygsækken.

Han har på intet tidspunkt været nervøs over at skulle overtage fra en så dominerende skikkelse som Trillingsgaard.

“Jeg har en enorm respekt for Ernst, og kan virkelig godt lide ham. Men for mig har det også handlet om at sætte mig i stolen og sige, okay nu tager vi den herfra. Jeg skal holde fast i den jeg er og ikke forsøge at efterligne Ernst.

Han startede jo også et sted, og var over 50 år om at nå den position, han havde til sidst. Jeg har ikke haft ondt i maven over at afløse så stor en personlighed. Tværtimod glæder jeg mig hver dag til at komme på arbejde, for jeg føler selv, at jeg har landet det bedste job i verden,” siger Nicolaj Holm.

Har været over 100 dage i jobbet

Vi møder ham over en kop kaffe på direktør-kontoret. Han virker eftertænksom og meget sympatisk i sin tilgang til tingene. Han har nu været 100 dage i jobbet, og et af de største fokusområder bliver at være bannerfører på bæredygtighed.

“Vi vil være Danmarks første ISO certificerede eventsted. Vi skal ikke bare være de første, men også dem der tænker det bedst ind i alt, hvad vi foretager os. Vi er knivskarp konkurrence med Bella Centeret i København på den front, men vi er foran. Vi skal hele tiden tænke miljøspørgsmål ind i huset,” siger Nicolaj Holm.

Aalborgs nye AKKC-direktør: Vi skal hente endnu flere millioner til byen
Den nye direktør for AKKC Nicolaj Holm sammen med Ernst Trillingsgaard
Foto: AKKC

Han kommer med et par konkrete eksempler;

“Når vi har kongresser, så skal vi benytte duge, som folk kan komme og afhente bagefter i stedet for vi smider dem ud. Vores printpapir er fuldstændig rent og spisbart.

Vores kulturprogram er tidligere kommet ud på flot glittet papir, nu kommer det ud på genbrugspapir. Jeg indrømmer gerne, at det er en udfordring at gøre det hele vejen rundt i et hus, der er mere end 50 år gammelt. Men vi har en størrelse som et par hundrede parcelhuse tilsammen, så det gør faktisk en forskel, når vi går forrest med miljøet,” forklarer han.

Aalborgs nye AKKC-direktør: Vi skal hente endnu flere millioner til byen
Nicolaj Holm beviser, at man kan spise deres papir

Han vurderer især, at hvis Aalborg Kongres & Kultur Center opnår de mål, så bliver de endnu mere attraktive at afholde kongresser i. Det vil også komme hele Aalborg til gavn.

Vil hente endnu flere millioner til byen

“Man skal huske på, at når vi afholder en stor kongres her i byen, og trækker folk til fra hele landet, så spredes indtjeningen ud over hele byen. Der bliver gæster til hotellerne og restauranterne, butikkerne og så videre. Det giver en omsætning på et par millioner rundt omkring i Aalborg, og der kan vi se, at vi kan være med til at hente flere millioner ind til byen,” lyder det fra AKKC-direktøren.

Aalborg Kongres & Kultur Center har tre ben, som de satser på. Det er et kulturhus, der byder på mange store oplevelser til nordjyderne. Messe-området hvor de vil rykke flere ting ud til Gigantium i et tæt samarbejde. Og så er AKKC lige nu Danmarks mest benyttede kongres-center.

“Vi ønsker at gøre en forskel for Aalborg, og det kan vi endnu højere grad gøre. Der er heller ingen tvivl om, at vi på oplevelsesområdet skal favne lidt bredere. Vi skal have mere på programmet også til den yngre målgruppe, og det er noget, vi arbejder hen imod,” forklarer Nicolaj Holm.

Kulturminister har givet forbud mod sang fra Nicolaj

Selv om han skal være med til at hente store sangstjerner til Aalborg, så kommer han aldrig selv til at give et nummer på scenen. Det har en tidligere Kulturminister forbudt ham.

“I et tidligere job havde jeg en sen aftentime en samtale med den daværende kulturminister Marianne Jelved. Pludselig vågnede min søn Frederik, og vi var alene hjemme, så jeg satte Marianne i venteposition, og sang så Benny Andersens Barndommens Gade.

Frederik sagde så; Ik synge Far, lyder ikke godt. Dagen efter fik jeg en mail fra Kulturministerens officielle mail, hvori der stod, at jeg skulle huske, at jeg ikke måtte synge, haha.”

Elsker naturen

På det private plan er Nicolaj Holm en mand, der er glad for naturen.

“Vi har et stykke af Rebild Bakker, og når jeg er hjemme, så elsker jeg at gå i naturen. Jeg leder efter dyr med mine børn, tager på kanotur eller fælder et træ. Jeg har ikke noget fjernsyn derhjemme, for jeg synes, at kultur er noget, man oplever i virkeligheden.

Jeg arbejder mange timer om ugen, men når jeg er hjemme, så er det med hele hjertet og telefonen lagt væk,” lyder det fra Nicolaj Holm.

Telefonen på bordet indikerer dog, at der er gået en time i godt selskab, og vi glæder os til at se aftrykket af Nicolaj Holms nye position i Aalborgs kulturliv.

Mandag udkom AKKCs sæsonprogram, der er større end nogensinde. Det vrimler med store events og kunstnere. Du kan se hele programmet digitalt lige her

Del artikel

Andre læser også