Fra dagpenge til forfatterdebut: Aalborg-historiker har skrevet sin egen børnebog

Hvordan fortæller man en hel bys historie, så selv de yngste kan følge med?
Det spørgsmål satte 29-årige Line Votborg Laibjørn sig for at besvare, da hun efter endt uddannelse som historiker på Aalborg Universitet stod uden job.
Jobmarkedet var og er ikke det letteste at komme ud på for historikere, så under jobsøgningen opstod idéen til at skrive en børnebog om Aalborgs historie for at udfylde tiden med noget, hun synes var spændende.
“Det startede egentlig bare som et hobbyprojekt,” fortæller hun til MigogAalborg.
“Jeg havde lige afsluttet mit studie i historie, og mens jeg søgte job, ville jeg gerne have noget meningsfuldt at give mig til.”
Fra hobby til udgivelse
Da Line pludselig stod med en færdigsskrevet bog i hånden, rakte hun ud til sin tidligere arbejdsplads, Port of Aalborg, for at høre, om de kunne hjælpe med billeder til bogen.
Det ville de gerne, så de endte med at sponsorere illustrationerne, som blev tegnet af Kamilla Heinze.
Derefter prøvede hun lykken ved forlaget Snepryd, hvor hun tidligere har arbejdet som frivillig, og de gik med til at udgive bogen.

Resultatet blev Historien om Aalborg. En børnebog, der giver et let tilgængeligt overblik over byens udvikling fra handel og skibsfart til industri og moderne byliv.
“Jeg kunne ikke finde nogen børnebog om Aalborgs historie,” siger Line.
“De bøger, der fandtes, var ofte meget tunge og teksttunge. Jeg ville lave noget, som både børn og voksne kunne have glæde af.”
For børn, skoler og nysgerrige aalborgensere
Selvom bogen er skrevet til børn, kan den bruges af alle, der gerne vil forstå Aalborgs historie lidt bedre.
Center for undervisningsmidler har endda købt 60 eksemplarer, som nu kan lånes ud til skoler i hele Nordjylland.
Hun har oplevet en masse positiv feedback på bogen, både fra sin egen familie og venner, men også fra flere forældre, som har købt bogen og læst den sammen med børnene.
“Den kan bruges som skolebog, men også som godnatlæsning eller bare hyggelæsning,” fortæller hun.
“Børn synes, det er sjovt at høre om steder, de kender – som at Aalborgs ikoniske bygninger engang har haft en helt anden funktion.”
En by i forandring
Noget af det, der overraskede Line mest under arbejdet, var, hvor meget Aalborg har forandret sig gennem tiden.
“Jeg blev især overrasket over, hvor stor betydning kongens støtte havde for byens udvikling.
Før enevælden blev Aalborg faktisk støttet meget, men da magten blev samlet i København, flyttede fokus dertil,” forklarer hun.
Under sin research måtte hun også række ud til både tidligere vejledere på universitetet og Vesthimmerland museum for at få hjælp til at få de sidste detaljer på plads.
“Det har været sindssygt svært at finde ud af for eksempel præcis, hvordan Limfjorden så ud dengang,” fortæller hun. “Så der måtte jeg lige have fat i lidt forskellige for at få styr på detaljerne”.
Fremtiden for projektet
Efter bogens udgivelse har Line fået job som arkivar ved Aalborg Stadsarkiv, men forfatterskabet stopper ikke nødvendigvis her. Hun overvejer nemlig allerede nye projekter.
“Jeg har tænkt lidt på Aarhus eller København. Det kunne være spændende at fortælle flere byers historier på samme måde – men det kræver selvfølgelig tid og midler,” siger hun med et smil.
Og måske får Historien om Aalborg også et internationalt publikum.
“Jeg kunne godt tænke mig at få den oversat til engelsk. Både til turister og tilflyttere, der ikke snakker dansk, som gerne vil lære byen at kende,” fortæller hun.
Bogen kan købes lokalt hos Aalborg Boghandel på Østerågade 6 eller online.


