Særligt udvalgt: Aalborgs borgmester blev kaldt til audiens hos Dronningen

I går, mandag, afholdt Kongehuset for første gang nytårskur for landets borgmestre og rådmænd – endda på den allerførste arbejdsdag i den nye valgperiode.
Dette foregik selvfølgelig på Amalienborg.
Fra Nordjylland drog 11 nordjyske borgmestre og regionsrådsformanden afsted og mødtes først med alle de andre inviterede hos Kommunernes Landsforening i København.
Én af dem var Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, der altså mødte alle sine nye kollegaer på en lidt speciel måde.
“Det var lidt sjovt, for her mødtes vi og klædte om til kjole og hvidt sammen. Så første gang, man hilser på dem, står man i underbukser,” fortæller han grinende, da MigogAalborg snakker med ham i dag.
En magisk oplevelse
Selvom Lasse Frimand Jensen ikke er nyvalgt borgmester i Aalborg Kommune, var det en stor oplevelse både professionelt – og personligt at være inviteret til Nytårskur hos Kongeparret.
“Det var magisk, og jeg er stolt af at kunne repræsentere Aalborg og bære borgmesterkæden ved sådan en anledning,” siger han.
Under nytårskuren blev fire borgmestre udvalgt til en mere personlig audiens med Dronning Mary – og Lasse Frimand Jensen var én af dem.
Udvælgelsen kom som en overraskelse.
“Jeg vidste det ikke på forhånd, så det var noget særligt pludselig at blive prikket på skulderen og få sit navn nævnt,” fortæller han.
Den personlige samtale med Dronning Mary varede omkring fem til ti minutter, og selvom det kan virke som kort tid, nåede samtalen alligevel omkring både jul, Aalborg by, Lasses familie og mistrivsel bland børn og unge.
“Det gjorde stort indtryk på mig at tale med Dronning Mary.
Hun er enormt sød, sympatisk og nede på jorden.
Og så viser hun en oprigtig interesse, når man taler med hende,” siger borgmesteren.
Især samtalen om børn og unges mistrivsel gjorde indtryk på ham – og er noget, han vil tage med sig i sit arbejde.
For han og Dronningen var meget enige om, at det handler om forebyggelse.
“Jeg vil arbejde for, at vi får et endnu tættere samarbejde mellem kommunen og regionen i forhold til at spotte børn og unge med mistrivsel, før det udvikler sig til alvorlige problemer,” siger han og peger på at foreningsliv og fællesskaber er en del af løsningen på mistrivselsproblematikken.
I det hele taget, slår dagen mange af de tidligere “første arbejdsdage”, borgmesteren indtil nu har oplevet.
“Det er en af de dage, man tager med sig, og jeg er meget beæret over oplevelsen,” siger han.
Læs også: Én fælles frontfigur: Ny hoteldirektør får ansvaret for tre Aalborg-hoteller