Aalborgs borgmester i modvind: Stor fagforening vil klage over ham
Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen er havnet i modvind efter et brev, der er sendt ud til 92 restauranter, caféer og værtshuse i Aalborg.
Brevet er sendt til spisesteder inden for kort afstand af Aalborg Kongres & Kultur Center og er en opfordring til at tegne overenskomst.
Brevet er skrevet i samarbejde mellem borgmesteren og fagforeningen 3F.
Det er sendt på 3F’s brevpapir, og en medarbejder fra 3F’s Aalborg-afdeling står som kontaktperson.
Allerede i slutningen af april blev brevet omtalt i lokale medier her i Nordjylland.
Stor fagforening vil klage
Men nu har Jyllands-Posten taget sagen op igen, fordi det vurderes, at Lasse Frimand Jensen kan have brudt kommunale regler.
Fagforeningen Krifa fortæller derudover til Jyllands-Posten, at man vil klage over brevet og borgmesterens samarbejde med 3F til Ankestyrelsen.
I brevet lægger borgmesteren vægt på, at en del store kongres- og konferencekunder ønsker, at deres deltagere benytter restauranter med overenskomst.
Hvis flere spisesteder kan imødekomme ønsket, vil Aalborg og Nordjylland ifølge brevet samlet set blive mere attraktive som værtsby for store arrangementer.
“Vi står i en situation, hvor vi kan miste kongresser til vores by, fordi vi ikke har nok restaurationer, som har overenskomst,” sagde Lasse Frimand i maj til TV 2 Nord om det meget omtalte brev.
På kant med reglerne
Men brevet får nu kritik.
Juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet vurderer over for Jyllands-Posten, at sagen kan være problematisk.
“Hvis det virkelig er rigtigt, at han har skrevet det, så har han et stort problem,” siger Frederik Waage til Jyllands-Posten.
Frederik Waage kalder det “en grov overtrædelse af de kommunale regler”, at Lasse Frimand Jensen på den måde fremstår som fortaler for 3F.
Lasse Frimand Jensen afviser selv, at han har gjort noget forkert.
Han siger til Jyllands-Posten, at han ikke har udøvet myndighed, stillet krav eller forsøgt at påvirke virksomhedernes konkrete valg af fagforening.
Han understreger også, at han ikke direkte har opfordret nogen til at indgå overenskomst med 3F.
Sagen kan nu ende hos Ankestyrelsen, der fører tilsyn med kommunerne.