Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Af Stine Kjølby Christensen & Emil Kjær Jørgensen

Man kan altid lige klemme en flødebolle (eller tre) ned, men hvem laver egentlig byens bedste?

Engang var en flødebolle – lad os nu være ærlige – en lidt kedelig sag med en vaffelbund, der mest af alt havde konsistens som pap, og en sød flødebolleskum, overtrukket med en tvivlsom omgang “chokolade.”

Og så måske lidt kokos på toppen, hvis man var rigtig heldig.

Der er (heldigvis) sket en hel del, både når det gælder kvaliteten, udvalget og den samlede smagsoplevelse siden.

I dagens Danmark (Aalborg) kan man få flødeboller i et utal af varianter, men hvilken skal du så vælge? Vi har lavet den ultimative guide til byens bedste flødeboller.

Er du interesseret i at vide mere om flødebollens historie, så har vi tilføjet det i bunden af denne artikel.

Men nu til det vigtigste.

NB: Ingen af stederne har betalt for at være med – og vi har naturligvis også selv betalt. 

Butik Gejst

Butik Gejst går efter at give en særlig oplevelse, uanset om du er på udkig efter lækkert interiør, tøj, skønhedsprodukter, en god kop kaffe … eller en håndlavet flødebolle.

Gejst har allieret sig med Pilegaard’s Flødeboller, der udspringer af det historiske Pilgaard’s Bageri, der tidligere lå i Nørresundby.

Bageriet eksisterer desværre ikke længere, men barnebarnet Anders Pilgaard har videreført traditionen, og han laver selv de håndlavede flødeboller.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Det karakteristiske ved disse flødeboller er, at chokoladeovertrækket er meget tyndt, mens der er skruet godt op for mængden af skum, som bestemt også smager godt – både i hindbærversionen og den klassiske, som vi smagte i denne omgang.

En anden ting, der er skruet godt op for i disse flødebolle er … smagen af jul. Bundene smagte simpelthen af julens krydderier – ja, nærmest som en klassisk honningkage.

Det kan vi bestemt (også) godt lide, men passer det som bund i en flødebolle? Døm selv, men det var ikke lige vores favorit.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Varianter: Hindbær, kokos, klassisk, lakrids. Alle er med nøddebund.
Pris: 1 stk. for 23 kr, 4 stk. for 85 kr. (to go)
Hvor: Fyensgade 18, 9000 Aalborg

Frellsen Chokolade

Frellsen blev etableret tilbage i 1897, og de må da om nogen have styr på håndværket bag en god, gammeldags flødebolle.

Og det er lige præcis, hvad man får hos Frellsen.

Der er ikke så meget hokus pokus, og flødebollerne smager meget klassisk, og der er knap så meget pomp og pragt.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Vi valgte en Mocca-version, og her var der skruet lige rigeligt op for bitterheden i kombinationen af kaffe og den mørke chokolade.

Vi blev også fristet af en Fastelavn-version, som er en klassisk flødebolle med mælkechokolade, som er drysset med et syrligt twist på toppen, der nok skal gå rent ind hos barn og barnlige sjæle.

Flødebollerne hos Frellsen gør ingen fortræd og smager helt fint, men vi er på udkig efter noget vildere end dét.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Varianter: Hindbær, kokos, marcipan, mocca, klassisk, nødde/marcipan, lys karamel, fastelavn, lakrids.
Pris: 17 kr. pr. stk. 6 stk. for 80 kr.
Hvor: Østerågade 17, Algade 7 og i Aalborg Storcenter

Aalborg Chokoladen

Hos Aalborg Chokoladen kan du både få flødeboller i den klassiske form og så i nye former, der efter sigende skulle gøre, at man i én bid får både chokolade, skum og bund.

Vi er altså stok-konservative, og vi vil have vores flødebolle på den klassiske facon – og dem har de også i en miniudgave.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Derfor kunne vi godt tillade os at bestille én af hver, så vi både fik smagt den med jordbær, passion/mango, klassisk og kokos. Alle er med marcipanbund.

Aalborg Chokoladen kan bestemt også være med, når det kommer til at lave gode flødeboller af høj kvalitet.

Mini-udgaverne er en perfekt lille mundanretning, så man kan spise en, to, tre eller fire stykker uden dårlig samvittighed.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Varianter: Jordbær, passion/mango, klassisk, kokos. Alle med marcipanbund.
Pris: 12 kr. pr. stk. (mini-flødeboller)
Hvor: John F. Kennedys Plads 3a

Summerbird

I denne guide til byens bedste flødeboller, besluttede vi os fra start, at vi skulle smage på forskellige varianter hvert enkelt sted, så vi kunne danne os et bedre samlet indtryk.

Derfor var valget nemt hos Summerbird, for i den klassiske flødebolle-størrelse havde de kun Grand Cru-varianten (klassisk), mens der var hele tre forskellige mini-flødeboller.

Men hey, så kunne vi da smage på tre forskellige slags.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Summerbird er garant for kvalitet og på flødebolle-fronten har de heller ikke sparet på hverken kvalitet eller håndværk.

Smagene er kraftige, og der en dejlig tyk chokoladeskal, der knækker lige som den skal.

De tre varianter var henholdsvis den klassiske, lakrids og så mini-spring som består af kokos, mango og marcipanbund, toppet med et friskt skum tilsmagt med passionsfrugt, mango og vanilje.

Afslutningsvis overtrækkes den med mørk chokolade Amazonas 61% og drysses med reven kokos og fnuglet mango.

Mini-spring var et dejligt frisk pust i vores efterhånden fyldte flødeskums-maver, og de andre to varianter smagte bare som de skulle.

Det er bare velsmag, men næsten lidt for “kedeligt” til vores smag.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Varianter: Mini-spring, Mini-classic, mini-lakrids. Alle med marcipanbund.
Pris: 11 kr. pr. stk (mini). Almindelige til 25 kr. pr. stk.

Lagkagehuset

Lagkagehuset har efterhånden gjort sit indtog i Aalborg med hele tre filialer, og selvom de er mest kendt for deres bagværk og lækre kager, så gør de også en stor dyd ud af den ædle kunst at lave en god flødebolle.

Alle flødeboller hos Lagkagehuset er med marcipanbund, og det er jo smag og behag, om man er til det.

Èn ting er dog sikkert: Det smager betydeligt bedre end den “pappede” flødebollebund, som man kender fra den klassiske supermarkeds-flødebolle, der blev delt ud til børnefødselsdage.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Da vi besøgte Lagkagehuset ved Magasin, blev vi fristet af en variant med karamel og lys chokolade, og så lakrids, som har fået selskab af hvid chokolade.

Karamel-varianten er kendetegnet ved en rigtig god mælkechokolade, der giver et godt knæk, når man tager den første bid. Skummet i flødebollen er neutralt smagende og en anelse for klistret til vores smag.

Når Lagkagehuset mener lakrids, så mener de virkelig lakrids, for i Lakrids-flødebollen er der virkelig gang i smagen, så hvis du er en lakrids-hund, er det denne du skal vælge.

Alt i alt flødeboller af høj kvalitet, som vi sagtens kunne finde på at bestille igen. Men vi er ikke helt oppe at ringe.

Vi lander på 4 flødeboller ud af 6 mulige.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødebollerVarianter: Mørk chokolade, lakrids & hvid chokolade, kokos, karamel. Alle er med marcipanbund.
Pris: 1 stk for 23 kr, mens 4 stk koster 75 kr.
Hvor: Magasin, Østre Havn og Meny Skalborg

Mabel Kafferi

Har du endnu ikke besøgt Mabel, så skynd dig at komme afsted. I vores øjne en af byens hyggeligste caféer, og hvor kvaliteten går hånd i hånd med den gode stemning.

På flødebolle-fronten har Mabel også allieret sig med nogle af kongeriets bedste i form af Anker Chokolade.

Når man bider ned i Ankers “bøffer”, kan man tydeligt smage den høje kvalitet i de råvarer, der er brugt. Chokoladen er tyk og skummen er nærmest niveauet over fløjsblød.

Vi valgte nyheden Valentines, som er en æske med to forskellige slags flødeboller.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

En næsten klassisk med mørk chokolade, karamel og vaniljeskum, der bare smager lige som en gourmet-flødebolle skal smage. Man får forholdsvis meget “bund kontra skum” i Ankers flødeboller, så er du mere til bund end skum, så vælg Ankers varianter.

I æsken finder du også den mere vovede med Grand Cru hvid chokolade og bergamotteskum. Bergamotte kender mange os som den primære smagsgiver i det klassiske Althea-bolche.

Så er du kæmpe fan af det, så går den her altså rent ind, hvor det syrlige fra Bergamotten spiller godt sammen med den søde, hvide chokolade.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Varianter: Skifter løbende. Lige nu: Fastelavns-bøffer med mørk chokolade, citroncreme, vaniljeskum og hvid chokolade, hindbærskum og hindbærcreme. Valentines-bøffer med mørk chokolade, karamel, vaniljeskum og hvid chokolade og bergamotteskum. Med marcipanbund.
Pris: 4 stk. for 80 kr.
Hvor: Boulevarden 6.

Fru Ronne

Fru Ronne er et slaraffenland af søde sager og lækre specialprodukter, der lokker enhver, der kigger forbi den hyggelige butik.

Men en anden ting, der lokker er altså deres flødeboller, der er håndlavet af Chokoladekurven fra Thisted.

Der er (næsten) utallige varianter i montren, men bestsellerne er – ikke overraskende – Twix, P-tærte og Dumle.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

De her flødeboller er meget tæt på at være perfekte. Dumle-varianten smager faktisk bedre end et klassisk stykke Dumle, hvor du både får skum, flydende karamel og karamelchokolade og en lækker kiksebund.

Twix består af almindeligt skum, flydende karamel og mørk chokolade, og den smager virkelig af Twix! Helt genialt.

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Varianter: Saltkaramel, Dumle, Twix, P-tærte, karamel, nougat, hindbær, hindbær lakrids, lakrids, orange, fastelavn, klassisk, valentin,
Pris: 22 kr. pr. stk. 4 stk. for 80 kr.
Hvor: Reberbansgade 1

La Bonta

Hos La Bonta i Gravensgade, kan man tydeligt se, at alle flødeboller er håndlavede, for hver enkelt flødebolle er unik … og det samme er smagen!

Vi er blæst fuldstændig bagover af La Bonta’s varianter, der virkelig smager lige som vi synes en flødebolle skal smage.

For det første er det nogle ordentlige basser, man får hos La Bonta. God start!

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Derudover har de den mest geniale karameliserede nøddebund, der simpelthen smager helt latterligt godt – især når man kombinerer en bid med den fløjsbløde skum og chokoladen.

Vi valgte i denne omgang en variant med lakrids, som var mere afdæmpet end versionen hos Lagkagehuset. Dermed kunne man også både smage bund og chokolade, så det hele gik op i en højere enhed.

Den anden variant blev udgaven med hvid chokolade, og igen var der bare en skøn balance mellem den sprøde bund, det lækre skum og chokoladen.

Den perfekte flødebolle. Simpelthen.

 

Den store test: Her får du Aalborgs bedste flødeboller

Varianter: Hvid, mørk, kokos, lakrids.
Pris: 28 kr. pr stk.
Hvor: Gravensgade 1B

Fra Amerika til de danske munde

Det bliver jo næsten ikke mere dansk end end en flødebolle til aftenkaffen … og dog.

Mange tror, at flødebollen er en dansk opfindelse, men historikerne er enige om, at den enten stammer fra Skotland eller Amerika oprindeligt.

Man kan datere flødebollen tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor flødebollen efter sigende gik under navnet Chocolate Mallow Biscuit.

I følge Odense Marcipan, så blev opskriften på den klassiske danske flødebolle fragtet fra  Amerika til Danmark af Emil Elikofer tilbage i 1912. Han blev belønnet med livslang ansættelse i Elvirasminde chokoladefabrik, som er Danmarks ældste chokoladefabrik.

De er det firma, der står bag de klassiske Samba flødeboller.

Del artikel

Andre læser også