Ophørsudsalg og et sidste farvel: Aalborgs ældste urmager lukker

Efter knap 40 år lukker Aalborgs ældste urmagerværksted – Torvet Smykker & Ure.
For at tage ordentlig afsked med sine højtelskede kunder har parret bag urmageren, John og Hanne Andersen, valgt at køre med 25 procent på hele butikken.
Urmageren i Vejgård har sidste åbningsdag den 25. maj, og der er flere gode tilbud i vente.
En af de sidste urmagere
John og Hanne Andersen har forsøgt at sælge butikken uden held.
Næsten 40 år i butikken er gået, men nu er det blevet tid til at tage afsked med urmagerværkstedet, der har eksisteret siden 1967.
En uge efter, at John Andersen blev udlært som urmager, startede han hos urmageren på Hadsundvej, der dengang hed Urmager Sørensen og var en af Aalborgs 25 selvstændige urmagere.
På det tidspunkt var de tidligere ejere så småt på vej på pension. Så der gik ikke længe før John Andersen og hans hustru Hanne fik et tilbud om at overtage urmageren.
I hænderne på John og Hanne fik urmageren navnet Torvet Smykker & Ure.

“Dengang kunne man nemt købe reservedele. Vi reparerede rigtig mange Omega ure. Nu kan man ikke købe noget til dem længere, selvom mange har urene.
Det er blevet mere centraliseret, og det går ud over mit fag som urmager,” siger John Andersen.
I dag er der kun tre urmagere tilbage i Aalborg. Og snart mister vi endnu en.
“Det er lidt skræmmende, at der bliver solgt så mange ure, men at der ikke rigtig er nogen urmagere tilbage,” siger John Andersen.
Fortsætter med pokaler og sportspræmier
John og Hanne Andersen er dog ikke helt færdige med at drive virksomhed.
“Vi har altid solgt pokaler og sportspræmier. Vi rykker lokationen hjem til vores ældste søn i Øster Sundby. Og så er vi igang med at få opbygget en hjemmeside,” siger John Andersen.
Du vil altså stadig kunne få graveret vandrepokalen eller medaljen, som forevigt skal minde modtageren af den om en legendarisk sportspræstation af John og Hanne.
Men skal du have repareret dit ur, må du søge andre veje.
Du kan dog stadig nå at besøge Torvet Smykker & Ure til og med den 25. maj på Vejgård Torv 5.