Helt vildt: Nyopstartet Aalborg-klub vinder Final Four

I sidste uge skrev vi om den lokale basketball klub Solsiden, der efter kun at have eksisteret i få måneder, havde kvalificeret sig til Final Four i divisionspokalen.
Og nu er der igen imponerende nyheder fra den nyopstartede klub.
I weekenden blev Final Four afviklet, og her sikrede Solsiden Basketball klub sig nemlig sejren.
Dermed er de nu klar til at komme op og spille mod de helt store stjerner, når de skal møde et ligahold i den landsdækkende pokalturnering.
Dramatisk finale
Final Four blev spillet i Lemvig, hvor Solsiden Basketball klub i semifinalen mødte Aabyhøj, som er et af topholdene i 2. division.
Det blev en overbevisende sejr, hvor Solsiden dominerede kampen fra start til slut og sikrede sig en billet til søndagens finale mod Bjerringbro.
Her blev det alt andet end nemt.
Finalen udviklede sig til en intens, fysisk kamp, hvor Solsiden for første gang i turneringen for alvor blev presset.
Bjerringbro fik overtaget og førte med otte point i fjerde periode – men Solsiden nægtede at give op.
”Flere af os har spillet på højt niveau for år tilbage, så vi fik lige hevet lidt erfaring op af hatten og blev enige om, at nu skulle det her altså lykkes,” fortæller Jeppe Kristiansen, som både spiller for holdet, men også er formand for Solsidens Basketball klub.
Og det gav pote.
De fik vendt spillet og fik scoret sig nogle point, så de kom op på siden af Bjerringbro. Og pludselig var de foran med to.
Så blev det Bjerringbros tur til at forsøge at vende kampen, og efter at have misset afgørende tre point, opstod der tumult og frustration i hallen.
“Bjerringbro var tydeligt utilfredse med dommerne, og i sin frustration reagerede de så voldsomt, at kampen faktisk blev fløjtet af før tid,” fortæller Jeppe om søndagens finale.
Dermed endte den dramatiske finale, og Solsiden Basketball klub kunne løfte trofæet som vinder af divisonspokalen og sikre klubbens første titel nogensinde.

Især Jeppe Kristiansen leverede en stærk præstation gennem hele weekenden og var helt afgørende i finalens sidste minutter.
Han endte derfor med prisen som MVP (Most Valuable Player, red.) i Final Four, og kunne altså klappe både sig selv og sit hold på skulderen efter den imponerende indsats.
Nu venter et ligahold på hjemmebane
Med sejren har Solsidens Basketball Klub kvalificeret sig til Basketligaens pokalturnering og står nu med deres hidtil største udfordring.
Her får de fornøjelsen af at møde ligaholdet Værløse Blue Hawks på hjemmebane – et opgør, der helt sikkert bliver et kæmpe højdepunkt for både klubben og nordjysk basketball.
”At starte en klub fra bunden i august og nu skulle møde et ligahold – det er fuldstændig vanvittigt. Vi glæder os bare til at vise, hvad vi kan, og vi håber på at kunne stable et fedt arrangement på benene med opbakning fra nordjyderne,” siger Jeppe Kristiansen.
Klubben håber på stor opbakning fra nordjyderne, når de giver ligaholdet kamp til stregen søndag den 16. november kl. 13 i Aalborg Stadion Hal 1.
Følg med på deres Facebook side, hvor de vil opdatere løbende omkring arrangementet.
Læs også: Nordjysk sensation: Nyopstartet Basketballklub klar til Final Four