Netop meldt ud: Aalborgenser får toppost på Christiansborg
En af Aalborgs mest markante stemmer på Christiansborg har fået en ny og tung rolle.
Mohammad Rona, der er valgt til Folketinget for Moderaterne i Nordjylland, kan nemlig nu kalde sig politisk ordfører for partiet.
Det afslører han selv i et opslag på Facebook.
“Jeg kan med stor glæde, stolthed og ydmyghed fortælle, at jeg er blevet udnævnt til ny politisk ordfører for landets reelle midterparti,” skriver Mohammad Rona.
Den nye titel gør nordjyden til en af Moderaternes mest centrale profiler på Christiansborg, hvor han fremover skal være med til at tegne partiets politiske linje udadtil.
Ifølge Mohammad Rona går han til opgaven med både respekt og stor arbejdslyst.
“Det er en opgave, jeg går til med enorm respekt og med masser af energi. Der skal arbejdes, der skal leveres, og der skal skabes resultater. Kort sagt: Den får fuld gas,” skriver han.
I opslaget peger han på, at en af de vigtigste opgaver bliver at omsætte regeringens ambitioner til konkrete resultater og sikre, at Danmark fortsat er et attraktivt land at leve, arbejde og stifte familie i.
Samtidig fremhæver han, at ønsket om at efterlade et stærkt Danmark til næste generation er en stor drivkraft i hans politiske arbejde.
“Når jeg ser på mine børn, bliver opgaven meget konkret. Jeg ønsker, at de vokser op i et Danmark, der er mindst lige så stærkt, trygt og fuld af muligheder som det Danmark, vi selv har været heldige at vokse op i,” skriver han.
Læs også: Ministerlisten er klar: Tre nordjyder bliver ministre i ny regering