Kom helt tæt på dyrene: Aalborg Zoo søger ungarbejdere
Drømmer du om at arbejde med dyr og samtidig tjene lidt ekstra lommepenge? Så er det måske lige dig, Aalborg Zoo leder efter.
De søger nemlig ungarbejdere til at hjælpe deres dyrepassere i haven i weekenderne og ved helligdage.
Egne ansvarsområder
Som ungarbejder hos Aalborg Zoo vil dine primære arbejdsopgaver være fodring, rengøring i dyreanlæg og på publikumsarealer samt andet forefaldende arbejde.
Det er derfor vigtigt, at du er klar til at yde en god service og kan arbejde selvstændigt. Det skriver Aalborg Zoo i et stillingsopslag.
Du vil blive oplært i de opgaver, du skal varetage, og derefter få dine egne ansvarsområder. Selvom det er en fordel, hvis du har kendskab til hold og pasning af dyr, er det ikke et krav.
Aalborg Zoo søger ungarbejdere mellem 15 og 17 år, som er mødestabile og kan smile, selvom klokken kun er 7.30 en søndag morgen (… findes de?).
Kom helt tæt på dyrene
De har brug for dig hver tredje weekend samt helligdage i tidsrummet fra 7.30 til 12.00, alt efter hvilken afdeling, du vil blive tilknyttet.
Som ungarbejder vil du få mulighed for at arbejde tæt sammen med deres dyrepassere og lære mere om hold og pasning af dyr. Du vil også få mulighed for at opleve de forskellige dyr i haven og blive en del af et sjovt og engageret team.
Hvis du kan se dig selv som en del af deres team, så send Aalborg Zoo en kort ansøgning gerne med et billede. Kvalificerede ansøgere vil løbende blive indkaldt til samtale.