Åbner snart: Aalborg Zoo klar med Nordjyllands største Halloween-fejring

Når kalenderen rammer midt oktober, forvandler Aalborg Zoo sig endnu engang til et sandt univers af græskar, gys og (u)hygge.
Fra den 11. til 26. oktober inviterer haven til Nordjyllands største Halloween-fejring med oplevelser for hele familien.
I år bliver festlighederne større end nogensinde før.
Haven pyntes op med tusindvis af græskar, uhyggelige fugleskræmsler og farverige blomsteropsætninger, der tilsammen skaber en stemning, hvor både børn og voksne kan lade sig rive med.
Hver en krog af Zoo emmer af efterårsmagi og Halloween-stemning.
Flere nyheder i år
Som noget helt nyt kan gæsterne i år gå på opdagelse på Lemurtorvet, hvor et hav af høje solsikker og gigantiske sommerfugle breder sig i et imponerende univers.
Samtidig åbner Aalborg Zoo et helt nyt Halloween-legeområde i det gamle elefantanlæg.
Her venter masser af sjove aktiviteter som monsterkast, spøgelsesbowling og en stor halmballe-labyrint, hvor børnene kan slippe fantasien løs.
Underholdning og aktiviteter
Udover udsmykning og legeområder byder programmet også på et væld af arrangementer:
Safari Simons Halloweenshow: Hver dag kl. 12.00 den 11.-19. samt 25.-26. oktober.
Mød Troldmanden og æslet: Kl. 11.00-13.00 den 11.-16. samt 19. oktober.
Mikkel Sortemos fra Arternes Verden: Kl. 13.30 den 11.-13., 15.-16. samt 18.-19. oktober.
Aktivitetsværksted: Hver dag kl. 11.00-16.00 hele perioden fra 11.-26. oktober.
Hjertestarterdag i Skoletjenesten: Den 16. oktober kl. 10-16 i samarbejde med Hjerteforeningen.
Gys blandt dyrene
Med dyr, der færdes i den unikke efterårsstemning, bliver oplevelsen ekstra særlig. Kombinationen af naturens egne farver, vilde dekorationer og de mange events gør, at gæsterne kan se frem til en helt uforglemmelig Halloween i Aalborg Zoo.
Halloween i Zoo finder sted hver dag fra den 11.-26. oktober kl. 10-17.


