ANNONCE
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stråler i deres arbejde: Aalborg-vuggestue vinder stor Politiken-pris

Af Nathalia Hentze Nielsen

Da Charlotte Zaza og Charlotte Mentz i 2021 besluttede sig for at åbne deres egen, private vuggestue i Aalborg, var det en stor drøm, der gik i opfyldelse for begge.

Med kerneværdier som Nærvær, Omsorg og Relation (hvilket i øvrigt udgør NOR i navnet Vuggestuen NOR) har de på kun to år opbygget en institution, der ikke kun har lange ventelister, men også vinder priser.

Til en stor prisuddeling forrige uge vandt Vuggestuen NOR hovedprisen inden for dagtilbud til Politikens Pædagogpris 2022.

Det var derfor en glad Charlotte Zaza, vi fik fat i, da vi ringede for at høre nærmere om udmærkelsen.

“Vi er vildt glade. For det første indstillede forældrebestyrelsen os i september, uden vi vidste det, så allerede der var vi mega beærede og rørte.

Det næste skridt var, at vi blev valgt af et fagpanel som en af de 12 nominerede ud af en gruppe på 720 indstillede. Det var endnu mere vildt.

Og ja, det kulminerede med, at vi fik hovedprisen indenfor dagstilbud. Det var virkelig overvældende at stå der, især da fagpanelet satte ord på, hvorfor de havde valgt os,” fortæller hun.

Stråler i deres arbejde: Aalborg-vuggestue vinder stor Politiken-pris
Foto: Politiken

Stråler og er ambitiøse i deres arbejde

Fagpanelet bag prisen består af uddannelsesredaktøren hos Politiken, en professor fra Aalborg Universitet, en forskningschef ved VIA, en Seniorkonsulent i Danmarks Evalueringsinstitut, en lektor fra Københavns Universitet, en pædagog og tidligere vinder af prisen og en forældre.

Begrundelsen for at hædre Charlotte Mentz og Charlottes Zazas arbejde lyder bl.a. sådan hos Politiken:

“Lederne vil virkelig noget med deres pædagogiske faglighed. De vil virkelige noget med og for børnene.

Ligesom de selv stråler og er ambitiøse i deres arbejde med huset og børnene, så rekrutterer de også kun medarbejdere, der, som de siger, har stjerner i øjnene og knuselsker børnene.

De skaber en organisation af ’Charlotter’, hvor alle er en del af succesen”, fortæller Charlotte Ringsmose, som er medlem af fagpanelet og professor ved Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet.

“Zaza og Mentz gør, hvad de kan, for at være synlige og synliggøre, hvor vigtigt det pædagogiske arbejde i vuggestuer er.

Vuggestueperioden er den vigtigste periode i et menneskes liv. Hos Nor formår de hver dag at tage udgangspunkt i hvert barn og i at etablere gode børne- og voksenfællesskaber.”

Får den flotte pris dig til at overveje om dit barn (eller fremtidige barn) skal indskrives hos Vuggenstuen NOR, skal du være ude i god tid. Når vi skriver, at der er lange ventelister, mener vi seriøst lange ventelister.

“Vi har allerede de første børn skrevet op til sommeren 2024,” siger Charlotte Zaza afslutningsvis.

Del artikel

Andre læser også