Nytænkende sponsorsamarbejde: Aalborg-virksomhed vil give lokale sportsklubber bedre muligheder

En ny spiller på det aalborgensiske sponsormarked vil byde banker og andre storsponsorer op til dans, og det hele begynder i direktørens barndomsklub.
Hele beløbet sættes på hvid og blå.
Aalborg KFUM Fodbold har netop stolt kunne melde ud, at de i samarbejde med virksomheden Genoptræning Danmark har indgået en nytænkende og lukrativ sponsoraftale, som fodboldklubben allerede nyder godt af i klubkassen.
Det er også en aftale, som begge parter håber, kan sætte et nyt loft for, hvad helt almindelige klubber kan opnå på sponsorfronten.
Aftalen er gældende fra 1. april 2026.
“Hos Genoptræning Danmark har vi længe haft lyst til at undersøge, om vi gennem vores sponsorkroner til diverse klubber og foreninger kunne være med til at skabe en reel forskel, fremfor ‘blot’ at støtte småt i en masse kasser”, fortæller stifter og leder af Genoptræning Danmark, Mikkel Salling Holmgaard.
Han fortsætter: “Vi har derfor valgt at rette næsten samtlige af vores sponsormidler til Aalborg KFUM Fodbold, der både er min barndomsklub, men også en klub i nærområdet til vores genoptræningscenter”.
Tanken er altså helt simpelt, at virksomheden vil forsøge sig med ét stort, målrettet sponsorat og herigennem byde de andre storsponsorer med ind.
Yderligere har aftalen nogle helt unikke elementer, og utroligt nok, så viser de andre storsponsorer fortsat opbakning allerede.
Alle brancher er velkomne
Når en amatørklub får en ny hovedsponsor, så har aftalerne tit det helt fair element, at hovedsponsoren kan sige, at de gerne vil være eneste sponsor fra lige netop deres branche.
Det giver god mening, men det skaber også en naturlig begrænsning i indtægtsmulighederne, og nu tager Aalborg KFUM Fodbold chancen, og prøver at gå en anden vej.
“Af Genoptræning Danmark er vi blevet mødt af en hovedsponsor, der hele tiden havde fokus på, at vi bare skal gøre hvad der er bedst for Aalborg KFUM.
Så ikke bare har vi fået et hovedsponsorat, der årligt er højere end vi troede muligt, men vi har også fået total åbenhed og ingen lukkede brancher, da Genoptræning Danmark som sådan ikke ser sig i konkurrence med andre virksomheder.
Dette gør blandt andet, at vi sagtens kan invitere en fysioterapeutklinik ind, hvis vi ønsker det, og i talende stund har vi nu dialog med fx flere banker, der på fornemmeste vis viser deres interesse i fortsat at bakke op med mindre ‘næsten-hovedsponsorater’.
Blandt andet har vores tidligere hovedsponsor, Nordjyske Bank, købt pladserne på klubbens nye spillertrøje og vores multibane, samt at vi netop har indgået aftale med en anden finansiel partner omkring vores baneanlæg bag volden, og så er vi i dialog med et par mulige partnere til vores kunstgræsbaneareal med mange tusinde besøgende året rundt også.
Vi er meget glade for de muligheder, vi nu kigger ind i, og vi kan ikke andet end at takke de mange interesserede parter dybt for den åbne og gennemsigtige dialog, vi alle har. Pt. budgetterer vi med, at vi allerede i 2026 kan øge vores samlede sponsorindtægter markant”, fortæller klubbens forretningsfører, Anders Christensen.
Vil gerne ramme lokalområdet
Genoptræning Danmark har besøgende på intensive genoptræningsforløb fra hele landet på deres center ved CitySyd i Aalborg.
Også lokale, men netop de lokale vil Genoptræning Danmark gerne ramme endnu mere.
“Vi laver dette sponsorat både med hjertet – og med hjernen.
Jeg tænker, at vi er en flink virksomhed, der ønsker det bedste for Aalborg KFUM Fodbold, men vi laver naturligvis også sponsoratet, fordi vi tror på, at vi gennem sponsoratet kan vise vores værdier, og vi tror på, at vi får en stor opbakning og meget interesse den anden vej.

Vi vil gerne have et talerør ud til nærområdet, hvor vi kan fortælle om vores nye tiltag, vores kamp for at etablere et nyt og større center, og så har vi nu øje på at investere i en meget dyr og unik gangtræningsmaskine, som vi bliver de eneste i Danmark, der har.
En maskine, som vi naturligvis håber at tilskadekomne i nærmiljøet også kan nyde godt af”, fortæller Mikkel Salling Holmgaard, men fordelene stopper ikke nødvendigvis her.
Et tilbud til alle klubber
Genoptræning Danmark har en medlemskabsordning, hvor de tilbyder intensiv genoptræning gratis ved alvorlige skader til deres medlemmer.
Denne ordning er de ene om at tilbyde i hele Danmark, og netop via denne ordning kan der tilfalde flere midler til både Aalborg KFUM Fodbold og andre foreninger fremadrettet.
“Jeg kan bekræfte, at vi også har en dialog med vores nye hovedsponsor om, at der tilfalder endnu flere penge til vores klubkasse pr indmeldelse de modtager fra vores medlemmer. Vi håber at have denne del på plads inden vores helt officielle start på hovedsponsoratet til april”, slutter Anders Christensen, Aalborg KFUM Fodbold.
Læs også: Vigtigt klima-fremskridt: Stor kajudvidelse af Aalborg Havn er i gang