Stor satsning: Aalborg-virksomhed indgår partnerskab med Tour de France-hold
Det danske high performance sportsbrand FUSION med base i Svenstrup træder nu for alvor ind i eliten for cykelsport.
Uno-X Mobility og FUSION har indgået et nyt partnerskab, der omfatter udvikling og levering af avanceret trænings- og konkurrence-cykeltøj til både Uno-X Mobilitys UCI Women’s World Team og UCI Pro Team herrehold, og repræsenterer dermed en ny milepæl for begge organisationer.
Det skriver FUSION i en pressemeddelelse.
Et helt særligt partnerskab.
Uno-X Mobility, det ledende nordiske cykelhold, ser frem til at styrke det nordiske bånd gennem samarbejdet.
Thor Hushovd, General Team Manager for Uno-X Mobility, udtaler:
“Vi er meget begejstrede for at indgå partnerskab med danske FUSION. FUSION er innovative og ekstremt dedikerede til at lave det hurtigste og bedste cykeltøj, der findes på markedet, sådanne selskaber ønsker Uno-X Mobility at associere sig med.”
Per Nissen, medstifter af FUSION, siger:
“Hos FUSION er vi dedikerede til præcision og de små detaljer, der gør en stor forskel. Vores medarbejder-team er dybt passionerede omkring performance og har allerede været en del af flere verdensrekorder.
Samarbejdet med Uno-X Mobility giver os en fantastisk mulighed for at arbejde dedikeret med et cykelteam på Tour de France niveau og løfte vores ekspertise til nye højder.”
Innovative løsninger på landevejen
Casper Von Folsach, performance manager hos Uno-X Mobility, siger:
“Dette nye tætte partnerskab og FUSIONs agile tilgang til udvikling vil gøre det muligt for os at implementere innovative løsninger i løbet af sæsonen, når gode ideer opstår. FUSIONs evne til hurtigt at tilpasse og forbedre deres produkter passer perfekt til vores behov for konstant at være på forkant med udviklingen.”
Et spændende aspekt ved dette partnerskab er FUSION’s igangværende etablering af en egen vindtunnel – den første interne af sin slags hos et tøjbrand i verden.
Denne vindtunnel, placeret på FUSION’s hovedkvarter, vil give Uno-X Mobility adgang til førsteklasses testfaciliteter, hvilket gør det muligt at finjustere tøjkonstruktion og optimere aerodynamikken for rytterne.
Thor Hushovd tilføjer:
“Adgangen til FUSION’s kommende vindtunnel giver os en unik mulighed for at optimere vores udstyr og forbedre vores rytteres præstationer. Vi har store forventninger til, hvad dette kan udvikle sig til.”
Store forventninger til fremtiden
Troels fra FUSION’s marketingteam siger:
“Dette samarbejde vil øge interessen for vores brand betydeligt i cykelverdenen. Vores slogan, ‘Almost Unfair,’ afspejler vores engagement i at skabe produkter, der giver vores atleter en markant fordel.”
FUSION har allerede haft stor succes i sportsverdenen. Triatleten Magnus Ditlev satte nylig verdensrekord til Challenge Roth, som han vandt for tredje år i træk.
Franske Sam Laidlow vandt VM i Ironman i 2023. De var begge iført FUSION tøj.
Italienske Vittoria Bussi satte ny timerekord på banen, og var den første kvinde til at køre over 50 km på en time, også i FUSION tøj.
Ydermere har FUSION også en historisk forbindelse til Uno-X, da de også var tøjpartner i perioden Jonas Vingegaard og Casper von Folsach kørte på udviklings continental-teamet Coloquick og hvor nuværende Uno-X Mobility sportsdirektør Christian Foget Andersen også var sportsdirektør for det danske hold. Fusion er i øvrigt stadig tøjpartner for Coloquick Cycling.
Uno-X rytterne vil køre i FUSION-tøjet fra årsskiftet og to år frem.