Aalborg Universitet bekræfter: Var udsat for alvorligt hackerangreb
Den 3. august var der ubudne gæster i Aalborg Universitets interne systemer.
AAU reagerede hurtigt og lukkede alle systemer helt ned. Nu bekræfter Aalborg Universitet, at de var udsat for et alvorligt hackerangreb med intention om at afpresse Universitet økonomisk.
Cyberangrebet resulterede i, at hackerne fik skaffet sig adgang til 28 tidligere og nuværende ansattes lønoplysninger samt 15 studerendes passwords.
Ville pengeafpresse universitet
Det oplyser man i en pressemeddelelse.
“Det er vurderingen, at den uretmæssige adgang har haft til formål at skaffe sig adgang til universitetets øvrige IT-systemer samt viden om universitetets IT-infrastruktur for at kunne pengeafpresse universitetet med truslen om gennemførsel af et målrettet ransomware-angreb, og at det dermed ikke har været et motiv at eksportere personoplysninger.
Denne vurdering er baseret på de metoder, hackeraktiviteter og værktøjer, som de IT-kriminelle har anvendt i forbindelse med angrebet,” lyder det fra Universitetsdirektør Antonino Castrone.
Hændelsen er politianmeldt, og Aalborg Universitet gør alt for at sikre, at det ikke sker igen.
“Efter angrebet lukkede vi straks for forbindelsen til internettet og sikrede dernæst, at alle brugere skiftede password.
Vi har skærpet overvågning på alle systemer og fortsætter i øvrigt med planlagte tiltag på sikkerhedsområdet, og vi følger en kontrolleret plan for en sikker genåbning af adgangen til it-systemerne,” siger han.
Har du set, at MigogAalborg har fået en engelsk nyhedsside?
Tip gerne hvis du kender en udenlandsk studerende eller udlændinge der bor og arbejder i Aalborg. Tjek det ud på myaalborg.com