ANNONCE
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborg er med i toppen: Kommunen henter mange millioner ind på parkering

Af Michael Qureshi

Bilejerne graver stadig dybere i lommerne for at betale for at parkere deres biler og for afgifter for at parkere ulovligt.

De mange penge opkræves af kommunerne, og i 2021 voksede deres bruttoindtægt markant oven på et dyk i 2020 med de hårdeste nedlukninger af samfundet.

Sidste år hev kommunerne samlet 994.788.475 kr. ind fra parkering – altså kun godt fem mio. kr. fra at runde én mia. kr.

“Vi er tilbage ved normale tilstande, og kurven fortsætter nu kun opad, som den har gjort, siden vi begyndte at indhente tal fra kommunerne”, forklarer chefkonsulent i FDM Dennis Lange i en pressemeddelelse.

Indtægter er steget

Han står bag FDMs årlige undersøgelse af bl.a. kommunernes bruttoindtægter fra parkering og antal p-afgifter, som de udsteder for parkeringer, der er i strid med reglerne.

Af landets 98 kommuner har de 26 betalingsparkering, mens 56 har parkeringskontrol. Næsten tre fjerdedele af kommunernes indtægter kommer fra bilister, der betaler for at parkere, og delen med betalingsparkering vokser mest i forhold til indtægterne fra parkeringskontrol.

I årets undersøgelse fremgår det, at indtægterne fra betalingsparkering er steget i blandt andet Aalborg.

Her henter Aalborg Kommune årligt lidt over 39 mio. kr. ind på parkering på kommunens arealer samt parkerings-afgifter.

Herunder kan du se toplisten i Danmark.

Kommune P-betaling P-kontrol Bruttoindtægt
1. København 483.900.000 145.200.000 629.100.000
2. Aarhus 79.908.727 19.389.140 99.297867
3. Frederiksberg 61.188.973 19.138.185 80.327.158
4. Aalborg 25.894331 13.243.019 39.137.350
5. Odense 25.253.292 7.308.093 32.561.685
Kilde FDM

Indtægten er steget i de fem kommuner, selvom de alle har erklærede mål om at fjerne bilerne fra centrum af byerne for at gøre plads til andre transportformer.

Indtægter bør gå til bedre p-pladser

“Det er ret spøjst, at man har store indtægter fra bilisterne og samtidig vil gøre det besværligt for dem at benytte byen.

Det viser netop, at behovet for at gøre forholdene bedre for bilisterne i høj grad er til stede.

Så derfor bør de mange indtægter gå til netop at forbedre forholdene i byerne, f.eks. med flere p-huse.

Det giver langtfra mening for alle at benytte de kollektive alternativer, og hvis der ikke er mulighed for at parkere, skaber det blot endnu mere trafik og trængsel i byerne”, forklarer Dennis Lange.

Det kunne eksempelvis være bedre p-huse og ikke mindst flere offentlige p-pladser i Aalborgs midtby.

Selvom pengene fosser ind i kommunekasserne, koster det at have folk til at se efter, om de mange parkeringer foregår lovligt, og politiet får halvdelen af indtægterne fra afgifterne til bilisterne.

Men det overskud, der er tilbage, må kommunerne beholde selv.

Tjener en kommune mere end 320 kr. pr. indbygger på betalingsparkering, skal alt derover afleveres til staten.

Del artikel

Andre læser også