Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborg Teater skal bruge testpersoner: Hvem ser meget porno?

Af Stine Kjølby Christensen
Foto: Colorbox
Foto: Colorbox

Aalborg Teater har gang på gang vist, at de kan finde ud af at eksekvere store klassikere og dramatologier på scenen i den 140 år gamle kulturinstitution. Men teateret kan meget mere end dét.

Det seneste halve år har gamle stykker som Romeo og Julie og Cyrano fyldt programmet, men i den kommende tid har teateret et ønske om at trække i nogle mere nutidige tråde.

Dette bliver med den helt særlige forestilling Porno for begyndere, som skal give aalborgenserne et indblik i helt normale menneskers pornoforbrug – for det findes faktisk: Et normalt pornoforbrug.

De fleste af os ser porno

Men for, at teateret kan give publikummet et indblik, bliver det nødvendigt, at nogle andre er villige til at lade dem kigge ind. Derfor håber teateret at kunne få lokale folk til at deltage i nogle såkaldte prøvemiddage, hvor der på helt uformel vis skal tales om pornovaner – eller mangel på samme.

Borgermiddagene afholdes henholdsvis torsdag d. 12. april, tirsdag d. 17. april, torsdag d. 19. april, fredag d. 20. april og tirsdag d. 24. april. Alle dage fra 18-21.

Der vil være tre gæster til hver middag, hvor der på helt uformel vis vil blive serveret både mad og vin.

”Ifølge alle verdens statistikker er forbruget af porno på internettet ekstremt højt. Det vil sige, at de fleste af os ser porno i et eller andet omfang – men ingen af os snakker om det. Men det vil vi gerne.

Derfor vil vi gerne invitere til borgermiddage hjemme hos skuespiller Marie Knudsen Fogh, hvor vi vil blive klogere på, hvordan folk bruger porno – og eventuelt hvorfor det er et tabu for mange.” fortæller Martin Nyborg, som er instruktør på forestillingen og håber på en åben, ærlig og uformel dialog om et emne, som vedkommer de fleste af os – om vi vil det eller ej.

Aalborg Teater skal bruge testpersoner: Hvem ser meget porno?

Tabuet om porno skal brydes

Den kommende forestilling skal altså tage udgangspunkt i disse interviews, og researchen herfra skal så bruges til at udvikle scener til forestillingen, hvor skuespiller Marie Knudsen Fogh også bliver den eneste på rollelisten.

Teateret håber at kunne gøre op med den skam, som porno ofte forbindes med.

”Porno bliver tit omtalt i fordømmende toner, og der er selvfølgelig ting ved pornoindustrien, som er problematisk. Det ændrer dog ikke på det faktum, at de fleste af os ser det, og at vi derfor er nødt til at forholde os til det,” fortæller Martin og uddyber:

”På mange måder har porno en opdragende karakter, og er noget rigtig mange unge stifter bekendtskab med allerede inden deres seksuelle debut.

Derfor er det virkelig interessant at se, hvad det gør ved mennesker og deres måde at forholde sig til seksualitet på.”

Ligesom at dele sin musiksmag

Teateret er på udkig efter helt almindelige mennesker, som gerne skulle opdage, at de har helt almindelige vaner, når det kommer til porno. Det vigtigste er, at du kommer med et åbent sind.

”De fleste plejer at lyve ret meget i starten – indtil de finder ud af, at de slet ikke er anderledes end mange andre.

Det kan være helt befriende at opdage, og måske også sjovt at få et indblik i, hvad andre kan lide. Det er jo lidt ligesom at dele sin musiksmag i folkeskolen – er det ens med de andres, eller skiller man sig ud?

Uanset hvad forventer vi nogle sjove og frigørende aftener, hvor vi kan blive klogere på både os selv og hinanden – og i sidste ende skabe en interessant forestilling, som skal give aalborgenserne mulighed for det samme.” slutter Martin.

Har du og din historie lyst til at blive en del af Porno for begyndere, så kontakt Jens Christian Lauenstein på enten jcl@aalborg-teater.dk eller tlf. 96316026.

Del artikel

Andre læser også