Det bedste, vi har set: Aalborg Teater imponerer med “Nordkraft”

Ambitionerne for “Nordkraft” på Aalborg Teater har været store.

Teatret valgte blandt andet at hyre én af landets hotteste instruktører ind, en stjerne af en musiker, en fantastisk scenograf – og spicet det i forvejen dygtige ensemble op med en dygtig debutant.

Instruktør Jennifer Vedsted Christiansen havde fra start forlangt at få frie tøjler til at “gøre det på sin egen måde”, og ingen vidste jo på forhånd om det var nok til at skabe en succes for forestillingen, der tager udgangspunkt i Jakob Ejersbos ikoniske roman af samme navn.

Men det vil vi gerne allerede afsløre nu: Det var det.

Suget fuldstændig ind i universet fra start

Aalborg Teaters version af “Nordkraft” er noget nær det bedste, vi nogensinde har oplevet på teatret – og det er ikke så lidt.

Måske har du været tvangsindlagt til at læse Nordkraft, der strækker sig 445 sider, i gymnasiet og tænker, at du under ingen omstændigheder kan overskue hele tre timer i et teatersæde for at opleve historien udfolde sig på scenen … Men det kan du.

Nordkraft er nemlig som genfødt på scenen, og er ikke et mindre mesterligt kunstværk end sin litterære forgænger.

Forestillingen er opdelt i tre akter, hvor du følger hhv. pusherfrau Maria i første akt, sømanden Allan i anden og junkien Steso i den sidste.

Hver akt har hvert sit visuelle, musikalske udtryk og stemning, der gør, at man bliver suget fuldstændig ind fra start til slut.

Katastrofen flyder udover scenekanten

I første akt bliver vi ført ind i Marias verden som kæreste til pusheren Asger. Maria trives ikke i livet og miljøet og drømmer om noget andet. Men hvad? Og hvordan?

Karla Rosendahl har rollen som Maria og blæser publikum omkuld fra første gang, hun åbner munden og fremfører den første af de mange sange i forestillingen, som er produceret af Selina Gin.

Herefter fortsætter akten, der er præget af at have mange mennesker, farver og rekvisitter på scenen. Historien bevæger sig rundt i alle hjørner, og man forsøger hele tiden at følge med i Marias færden.

Det hele er meget teatralsk, sensuelt og til tider tåkrummende, og man som publikum er som paralyseret fra start til slut, mens katastrofen langsomt blander sig med teaterrøgen og flyder udover scenekanten.

Verbale sexscener – hvad er nu det?

Første akt slutter.

Vi blev enige om, at den havde føltes helt enormt lang – men på en god måde. Vi havde på intet tidspunkt siddet og ventet på, at det sluttede og vi endelig kunne få fyldt vores rationering af peanuts og kattetunger.

I stedet glædede vi os til, at pausen sluttede og historien kunne fortsætte.

I anden akt “Broen” møder vi sømanden Allan (Christoffer Hvidberg Rønje), der efter et turbulent liv møder en kvinde, han ikke kan give slip på igen.

Maja (Bolette Nørregaard Bang) er ikke bare meget direkte i sin facon. Hun fortæller Allan, at hun hader narkomaner og at han aldrig må tage stoffer igen, hvis de skal være sammen. Det lover Allan.

Denne akt er båret af en lang række verbale sexscener, der ikke ses fysisk på scenen, men i stedet kommer til udtryk gennem replikker, der mest af alt lyder som en hed oplæsning af en bog om seksualundervisning fra 70’erne. Meget stærkt!

Rent scenografisk er anden akt næsten nøgen i brune og mørke nuancer. Allans tanker danser rundt på scenen og taler til ham, mens forholdet til Maja udvikler sig …

Også her fremføres Selina Gins fuldstændig fantastiske sange, der bliver mødt af begejstrede bifald fra publikum hver eneste gang, én er færdig.

“HVOR KAN CD’EN KØBES?!” skreg vores indre fra sædet, mens vi allerede var begyndt at tænke over, hvor vores ghettoblaster mon var blevet opmagasineret henne…?

Tredje akt smurt ind i humor

Tredje og sidste akt hedder “Begravelsen”.

Efter den lidt dystre anden akt havde vi nok forberedt os på, at en lille tåre ville trille i denne tredje akt, der ikke just lød til at blive en morsom fornøjelse. Men vi blev klogere.

Tredje akt var nemlig smurt ind i humor, stoffer og replikker, der fik publikum til at græde af grin, og det til trods for, at den jo handler om Stesos dødsfald (Viktor Pescoe Medom).

Hamun Maghsodlo er live-reporter fra begravelsen, der ender med at ligne noget nær det mest kiksede Award-show, vi nogensinde har set.

Den ene smadrede junkie efter den anden møder op for at mindes deres ven, som både var ond og flink.

Det føles lidt som at være publikum til en katastrofe, man ikke kan lade være med at kigge på – for mennesker er jo værst.

Selvom de medvirkende er meget karikerede, og man generelt har ondt af dem, så vil vi samtidig gerne rose Nordkraft for at belyse Aalborgs undergrund på en meget respektfuld måde.

Man føler sig ikke overlegen som den, der iagttager, for narkomanerne har ikke ondt af sig selv.

Tværtimod har de med deres egne ord “haft det sjovt”, og vi ser da også, hvordan nogle af dem hen mod slutningen søger i nye retninger på trods af den skæbne, der har ramt dem alle.

Uanset om du har læst bogen, set filmen eller ikke har nogen af delene, så skal du se “Nordkraft”.

Her mødes et fantastisk fængende, skørt og unikt manuskript med fantastisk skuespil, musik og scenografi i et miks, vi sjældent har set mere vellykket.

Vi glæder os allerede til at se det igen. Og måske igen. Og igen.