Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mød nye synspunkter: Aalborg Teater præsenterer endnu en interaktiv forestilling

Af Stine Kjølby Christensen

I dag er en stor dag for de fleste brancher.

En genåbningsplan er nemlig blevet præsenteret, og det betyder, at mange nu har en konkret dato at gå ud fra, når de skal planlægge ud i fremtiden.

Der er naturligvis også jubel hos Aalborg Teater, der endelig kan se frem til en genåbning – sandsynligvis den 6. maj.

Indtil da (og længe efter) fortsætter det gode arbejde med at skabe digitalt og interaktivt teater, hvor publikum (trods dét at sidde hjemme) stadig kan være en del af forestillingen.

Demokrati og demonstration

I morgen aften kl. 20 kan du endnu engang deltage i et digitalt koncept, der går under navnet “DEMO“.

Her vil to af teatrets skuespillere gå på scenen og indtage – med basis i forudgående research – to forskellige roller, synspunkter og situationer i forhold til en aktuel problemstilling.

Det fiktive element giver mulighed for at komme helt ud i hjørnerne og spidsformulere et sagsforhold. Og derfra inviteres publikum ind i en direkte samtale.

“Vi har arbejdet med konceptet tidligere, der handler om den demokratiske samtale.

DEMO står i denne forbindelse for både demokrati og dét at demonstrere noget,” forklarer teatrets chefdramaturg Jens Christian Lauenstein Led, og fortsætter:

“I DEMO vil vi sætte skuespillerne i en situation, hvor de skal tage stilling til et mere spidsformuleret synspunkt og herfra improvisere og udvikle en demokratisk samtale mellem sig.”

Hvad mener du?

En diskussion kunne eksempelvis omhandle vacciner, skattetryk eller andre politiske ting, der kan få folk op af stolene.

Men hvordan kan en problemstilling eller et holdningspunkt risikere at udvikle sig, hvis det pludselig bindes op på en nær relation, man ikke har forberedt sig til?

Hvad hvis ens søster er lesbisk? Hvilket dilemma opstår i den givne persons holdninger eller regler for accept og forståelse. Hvem har ret, og hvad gør man, når ens gamle holdninger tvinges til en hurtig og uovervejet gennemtrævling?

Skal man være enige?

Alt dette kan du se, opleve og deltage i, når Martin Ringsmose og Steffen Eriksen går på den digitale scene i morgen med to diametrale holdninger – selvfølgelig som fiktive karakterer.

Publikum viser vejen

I takt med at samtalen udvikler sig, bliver publikum inddraget via en Q&A-funktion, hvor de kan indgå i dialogen og give deres mening til kende til skuespillerne.

“Derfra udvikler forestillingen – og diskussionen – sig så med input fra publikum,” siger han.

Emnet bliver først præsenteret, når DEMO begynder, så publikum kommer til at stå i en uventet situation med de dilemmaer, som følger med. Præcis som vi ofte møder problemstillinger i det virkelig liv.

“DEMO bliver en konstruktiv og kreativ måde at møde nye synspunkter på, og forhåbentlig kan både tilskuerne og skuespillerne i løbet af aftenen få udvidet horisonten inden for det emne, der tages op,” slutter Jens Christian Lauenstein Led.

Du kan live streame forestillingen lige her

Del artikel

Andre læser også