Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Store klassikere og nye stjerner: Aalborg Symfoniorkester præsenterer nyt program

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Nicolas Cho Meier
Foto: Nicolas Cho Meier

Aalborg Symfoniorkester er klar med et spændende og inspirerende program for den kommende sæson 2023-2024, hvor orkestret også kan fejre sin 80 års fødselsdag.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Programmet byder på alt fra store klassikere over nye stjerner til store internationale solister og dirigenter – og ikke mindst en sæson, hvor vi hele seks gange får fornøjelsen af orkestrets nye, unge chefdirigent, amerikanske Joshua Weilerstein, der tiltræder ved sæsonåbningskoncerten 31. august.

Noget for enhver klassisk smag

36-årige Joshua Weilerstein var bare 21, da han som den yngste nogensinde i 2009 vandt den prestigefyldte danske Malko-konkurrence for unge dirigenter. I dag bor han i London, hvorfra han nyder en blomstrende karriere som gæstedirigent over hele kloden og har skabt tætte relationer med mange af verdens fineste orkestre og solister.

Med ham ved roret venter en sæson, hvor vi stifter bekendtskab med en masse spændende amerikansk musik – samtidig med, at de store klassikere også får behørig plads i programmet.

Blandt disse kan man se frem til to meget smukke og krævende klaverværker – krævende for de solister, der skal spille dem, og her har Aalborg Symfoniorkester hentet to internationale sværvægtere.

Pianisten Evgeny Kissin slog igennem som vidunderbarn i 1980’erne og er i dag en verdensstjerne. Til efteråret tager han på Europaturné med Rachmaninovs Klaverkoncert nr. 3 og gæster Aalborg – som det eneste sted i Danmark.

Lige så udfordrende er Brahms Klaverkoncert nr. 2, og her er det den prisvindende pianist Jeremy Denk, publikum kan se frem til at opleve.

Gode begynderkoncerter i vente

Som noget nyt har flere koncerter i programmet fået et lille label, der fortæller, at her er der tale om ”en god begynderkoncert”.

”Vi oplever til vores store glæde en stigende interesse for den klassiske musik, men samtidig også en vis tøven, fordi nogle publikummer er usikre på, hvor de skal begynde. Dem vil vi gerne hjælpe på vej”, forklarer Tecwyn Evans, der er kunstnerisk chef for Aalborg Symfoniorkester.

Blandt de gode begynderkoncerter er en koncert, der både byder på Beethovens Symfoni nr. 5 – Skæbnesymfonien, og Tjajkovskijs Violinkoncert, hvor vidunderbarnet Christian Li er solist. Han var ti, da han vandt en stor international violinkonkurrence, og 12 år gammel skrev han som den yngste nogensinde kontrakt med pladeselskabet Decca. Han er 16 år, når han gæster Aalborg til oktober.

Også noget for børn og unge

Aalborg Symfoniorkester har fortsat stor fokus på børn og unge, og det ses også i det nye program. Under overskriften De små lytter præsenteres en række arrangementer for børnefamilier, lige som dette års udsolgte nyskabelse, BabySymfoni, igen er på programmet.

Aalborg Symfoniorkester oplever, at flere og flere unge mennesker kommer til koncert, og derfor har man også valgt at fastholde en favorabel rabatordning for studerende og unge under 30 år, der kan købe en billet for bare 50 kroner til en lang række af de mere end 50 koncerter, der præsenteres i den 60 sider store sæsonbrochure.

I år kan Aalborg Symfoniorkester fejre sin 80 års fødselsdag, og det fremgår også af det nye sæsonprogram. Med i de seneste 45 år af orkestrets historie er Michael Schønwandt, som de seneste otte år har været 1. gæstedirigent. Nu bliver han udnævnt til Aalborg Symfoniorkesters æresdirigent.

Torsdag 7. marts næste år dirigerer han en koncert med blandt andet Hans Abrahamsens Let me tell you på programmet. Solisten i dette værk er sopranen Sofie Elkjær Jensen.

Kom til LIVE-præsentation af programmet

Programmet er spækket med spændende koncerter for store og små. Udover de symfoniske perler kan man også glæde sig til musik fra kendte computerspil, musik fra de største Hollywoodfilm, Händels Messias til jul, nytårskoncerter med Jens Jacob Tychsen – bedre kendt som Hr. Weyse fra Badehotellet – som vært og mange flere koncerter.

Torsdag 1. juni kan man for bare 100 kroner købe billet til en live-præsentation af den kommende sæson, hvor man både får information om musikken – og selvfølgelig hører skønne uddrag spillet af Aalborg Symfoniorkester. 

Det nye 60 sider store sæsonprogram kan du finde online lige her.

Billetsalget åbner tirsdag 6. juni, men ønsker man at blive abonnent og få 40 pct. rabat på 13 udvalgte koncerter, er det allerede tirsdag 30. maj, man skal møde op i billetkontoret i Musikkens Hus.

Del artikel