Aalborg står (igen) under vand: Nu tager kommunen affære
Regn, regn og mere regn. Sådan har vejret artet sig i Aalborg, denne første weekend i oktober.
Og det betyder, at Limfjorden igen går over sine bredder.
Værst står det som sædvanligt til ved Kulturbroen, hvor parkerede biler og cyklister søndag eftermiddag “drukner” i vandmasserne.
Fænomenet er ikke nyt – tværtimod. Men nu bliver der endelig gjort noget ved det.

Tiltrængt kystsikring
I en artikel på nordjyske.dk kunne man tidligere på ugen læse, at kommunen nu endelig tager affære.
Efter mange år med heftig debat om kystsikring af Aalborgs havnefront, har byrådet nu sat 41 millioner kroner af til kystsikring over de næste fire år. Og staten vil medfinansiere med 8,6 millioner kroner fra kystpuljen.
I første omgang er det netop området omkring Spritten og Kulturbroen, der skal sikres, skriver nordjyske.dk.
Her er terrænet lige nu kun hævet cirka en meter over normal vandstand, og det er ikke nok på en dag som i dag.

Henover de næste år, vil man derfor hæve havnefronten, så den ligger minimum 1,9 meter over normal vandstand – og helt op til 3 meter over.
Under Kulturbroen vil man bygge en “højvandsmur” ud mod fjorden, og så vil man i samme omgang spærre permanent for al trafik på vejen, for at gøre området ved Spritten grønt og mere attraktivt i samspil med det nye kunstcenter.
Arbejdet med den nye kystsikring af Aalborg går i gang til næste år. Projektet i dets fulde omgang forventes først at stå færdigt i 2029.
Så man skal forstsat være opmærksom, når man finder en ledig parkeringsplads langs med havnen på en regnfuld dag, som denne.