Få ro i maven: Hos Janne behøver graviditetsscanningen ikke vente til uge 12

Der er ikke noget at sige til, hvis en graviditet vækker bekymring.
For ikke alene er den forbundet med forventning og glæde, men også en sårbarhed over nu at skulle tage vare på to kroppe.
Ansvaret kan føles stort, og så er det, at man hurtigt kan blive fortabt i kilometerlange råd om vitaminer, kost og kroppens signaler.
Samtidig hjælper det ikke, at sociale medier bugner af selvudnævnte eksperter på TikTok og i diverse Facebook-grupper.
Selv de mest velmenende råd kan sætte gang i bekymringerne, og så kan det pludseligt føles som lang tid til de planlagte scanninger i uge 12 og 20, man tilbydes gennem det offentlige.
Her er det, Aalborg Scanningsklinik i Hasserisgaardcentret kommer ind i billedet.

En nødvendig faglighed
Bekymringerne genkender Janne Redder Bie, der ejer klinikken, der åbnede i 2019.
Over halvdelen af hendes arbejde består nemlig i at lave scanninger inden uge 12, og det er heller ikke uden grund, at den slags kaldes for tidlige tryghedsscanninger.
“Der kan være mange spørgsmål, og man læser hurtigt om mange på nettet eller kender nogen, hvor det er gået galt. Måske har man selv aborteret før, og så er det, at man kan komme ind til os og finde ud af, om alt ser normalt ud.”
Men det handler ikke kun om at se ind i maven.
“Man kan blive bombarderet med informationer, og problemet er, at det typisk ikke er kyndig vejledning. Vi tilbyder faglighed og sætter god tid af til de spørgsmål, man helt sikkert har,” fortæller hun.
Selvom de tidlige tryghedsundersøgelser er dem, hun laver flest af, så er det langt fra alt, klinikken tilbyder.
De foretager nemlig samtlige scanninger gennem hele graviditeten – helt frem til fødslen. Det gælder både kønsscanning, nakkefoldsscanning, gennemscanning, tilvækstscanning og 3D/4D-scanning.
Og lige præcis det vidner om hendes særlige baggrund.

Med stor erfaring
Udbuddet af private scanningsklinikker i byen er efterhånden bredt.
Men da titlen som sonograf ikke er beskyttet, kan det være svære at navigere i.
For én ting er at udføre en scanning for at se, om alt er, som det skal være inde i maven, men trygheden som kommende forælder afhænger også af, at der er styr på alt det, der ellers hører til en graviditet.
Det ved Janne Redder Bie alt om – og ikke kun fordi, hun selv har fem sammenbragte børn.
“Jeg har en lang uddannelse fra sygehuset, hvor jeg har taget de nødvendige kurser i at scanne. Så her får man en ordentlig faglig vurdering, hvor vi også snakker om kvalmebehandling, vitaminer og andre spørgsmål, man ellers kan have.”
Hun er uddannet sygeplejerske i 1997, hvorefter hun siden har arbejdet i fertilitetsklinik og scannet i både det offentlige og i det private. I 2003 blev hun uddannet sonograf.
“Jeg har nok scannet tusindvis af gravide, og med nogen forældre har jeg scannet alle deres børn.”
De mange års arbejde ved fertilitetsklinik, betyder også, at hun har stor erfaring med tidlige scanninger.

Brænder for arbejdet
Der findes mange eksempler på, at det kan være en god forretning at profitere på nogens utryghed.
Men når Janne Redder Bie hver dag går på arbejde, handler det altså om glæden ved at hjælpe gravide med at få et trygt forløb. For hende er det så meningsfuldt, at hun trods alt har dedikeret et helt arbejdsliv til det.
“Jeg elsker det. Kvindeliv, graviditet, fertilitet, det er helt klart, det jeg brænder for. Jeg har arbejdet med kvinder, kun kvinder, i den gynækologiske afdeling siden 1998.”
Det skinner igennem i hendes måde at drive klinikken på.
For mens det er udbredt at kunne købe pakkeløsninger til flere scanninger, er det et helt bevidst fravalg her.
“Jeg synes ikke, at man skal påtvinge nogen at købe en hel pakke. Hvis man er gravid i sjette uge, ved man reelt set ikke, om man får brug for en scanning tre uger inden planlagt fødsel,” siger Janne Redder Bie.
Derudover sætter de også altid god tid af til hver enkelt – så er der ro til både scanning og efterfølgende spørgsmål.
Du finder Aalborg Scanningsklinik i Hasserisgaardcentret på adressen Skelagervej 375, 9000 Aalborg.
Her er der både gratis parkering og direkte busforbindelser.