Seks stjerner fra GAFFA: Aalborg-sanger debuterer med dobbeltsingle

Han er allerede blevet kaldt magisk og har fået seks stjerner af GAFFA for sin debutkoncert – før han overhovedet havde udgivet en eneste sang.
Nu er det endelig tid: Åh Buster åbner døren til sit finurlige og følsomme univers med dobbeltsinglen ‘Duks’ og ‘Med Hinanden’, der begge udkommer den 23. maj.
To dansksprogede popsange, produceret i samarbejde med Martin Korsgaard (Carmie, Vingard, Gunnva etc.), der får dig til både at smile og mærke klumpen i halsen. Musikken er præcis så charmerende og ærlig, som man kunne forvente fra den unge sangskriver fra Aalborg.
Det skal ikke være sejt
Bag navnet Åh Buster står Martin Buster Bastiansen fra Aalborg, der har lagt engelsksproget musik og store armbevægelser på hylden til fordel for noget mere jordnært og ærligt:
“Jeg tror, jeg har prøvet at være sej hele livet.
Men det her føles ægte. Det skal ikke være sejt – det skal kunne mærkes,” siger han i en pressemeddelelse.
Skiftet til dansk har åbnet op for en ny sårbarhed og en mere umiddelbar forbindelse til publikum. Musikken trækker på arven fra Shu-bi-dua og Bamses Venner – den finurlige blanding af det varme og det vemodige – men lyder samtidig nutidig og levende i sit udtryk.
Her møder hverdagsnær poesi en moderne popproduktion, hvor det ærlige og uprætentiøse altid har første parket.
‘Duks’ og ‘Med Hinanden’
‘Duks’ er et portræt af ham, der altid havner midt imellem. Ikke duks, ikke bad boy – bare en helt almindelig fyr, der forsøger at finde ud af, hvem han egentlig er.
Åh Buster sætter med både selvironi og sårbarhed ord på den velkendte længsel efter at være noget andet end det, man er – og på de roller, man kan komme til at spille i jagten på noget, der føles større. For i forsøget på at være nogen, man ikke er, kan man nemt komme til at gemme sig selv væk.
‘Duks’ er en sang til alle dem, der har prøvet det – og en påmindelse om, at friheden opstår, når man tør give slip på sammenligningerne og stå ved sig selv.
‘Med Hinanden’ kredser om et forhold, hvor man stadig hænger i – selvom alt for længst er begyndt at falde fra hinanden.
Forskellighederne hænger til tørre midt i stuen, samtalerne rammer ved siden af, og det føles som idioti at blive ved med at hænge en lampe op, man ved falder ned. Alligevel er det lettere at blive end at gå.
Sangen rammer den fastlåste tilstand, hvor kærligheden ikke helt er væk, men hvor stædighed, usikkerhed og gammel vane holder mere sammen end nærhed gør.
Læs også: Løb og spis for en god sag: Genialt kageløb vender tilbage En koncertoplevelse, man ikke glemmer
Selvom musikken først udkommer nu, har Åh Buster allerede opbygget et loyalt publikum gennem intense liveoptrædener.
Med seks musikere på scenen – hans “selvvalgte familie” – og et show, der balancerer mellem det intime og det teatralske, har han skabt et liveunivers, der er lige så rørende, som det er overraskende.
GAFFA kvitterede med seks stjerner og kaldte hans debutkoncert for en følelsesmæssig “tour de force”.
Publikum kan opleve Åh Buster live på Skråen i Aalborg den 9. maj og på Nibe Festival den 5. juli.