Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter stor mystik: Nu er Aalborg-restaurant officielt sat til salg

Af Michael Qureshi

Det var en af de nye spændende restauranter i byen.

Grav7Bistro havde store ambitioner, da de åbnede i Gravensgade 7 i juli 2021.

Men da restauranten lukkede ned til nytår med et skilt om, at man var på ferie frem til midten af februar, så var det reelt en permanent lukning.

Det står nu klart, efter at selskabet bag restauranten Alwerr ApS er under konkurs i CVR-registeret, samt at selve lokalerne er sat til salg hos Nordicals Aalborg.

For en kontantpris på 5.250.000 kr. kan man købe lokalerne, der altså senest husede restauranten.

Gennemgribende renovering

I salgsopstillingen hos Nordicals står der;

“Lokalerne har senest været anvendt til cafe/restaurant til “Grav7 Bistro”, og deres koncept var servering af gourmetmad.

Før dette har været drevet bageri og konditori siden 1938.

Lejemålet har netop gennemgået en gennemgribende renovering og vil være særdeles anvendelig til restaurant, cafe, sandwichbar og lignende.

Der er også mulighed for udendørsservering og den 11 meter lange facade sikrer masser af lys og ikke mindst gode udstillingsmuligheder i hele lejemålets bredde.”

MigogAalborg har flere gange forsøgt at få en kommentar fra indehaver af Grav7Bistro Ibrahim Achour, men han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Grav7Bistro satsede især på social dining med flere deleretter, og så deres surdejspizzaer, som også fik stor ros blandt de spisende gæster.

Men noget tyder altså på, at det ikke var holdbart i længden.

Flere spisesteder er lukket

På Grav7Bistro’s Facebook-side er det sidste opslag dateret 3. december 2022 med et opslag om nytår på Grav7Bistro i samarbejde med Hotel Helnan Phønix.

Så selvom der ikke er en officiel forklaring på lukningen, så kan man konstatere, at der nu ledes efter nye ejere til lokalerne.

Det har været lidt hidsigt med lukninger af spisesteder i Aalborg i de første tre måneder af 2023.

Året startede med lukningen af Brdr. Price på C.W Obels Plads.

Udover dem er Grav7Bistro, We Feat på Boulevarden, Asian Fusion samt Kings Running Sushi lukket.

Restaurant Vestre Baadelaug er derudover sat til salg.

Her understreger man, at det udelukkende handler om et generationsskifte, og at restauranten med den populære bøfsandwich holder åbent som vanligt.

Del artikel

Andre læser også