Nordjyske toner: Aalborg Regatta løfter sløret for de første musiknavne

Når sensommeren tager afsked med Aalborg, fylder Aalborg Regatta havnefronten med skibe, maritime aktiviteter og musik.
Og nu er de første musikalske navne sluppet ud.
Det skriver Aalborg Events, der arrangerer Aalborg Regatta, i en pressemeddelelse.
Nordjyske toner
Aalborg Regatta finder sted fra den 28. til den 31. august på havnefronten i Aalborg.
De senere år har navne som Carpark North, Tina Dickow og Zar Paulo spillet til eventet, og nu er årets første navne klar.
I år hedder torsdagens hovednavn Allan Olsen & Nyt Norlan.

Efter at have turneret med sig selv, sine sange og en guitar gennem mange år, sammensatte den nordjyske trubadur et nyt hold musikere i 2024.
De fik navnet Nyt Norlan. Med strøm på sange fra det elskede bagkatalog, er der derfor dømt ægte nordjysk fællessang og god stemning.
Opvarmningen sørger Cæcilie Norby og Ria Quist for.
Cæcilie Norby er en af vores mest roste sangerinder, og siden hun sammen med Nina Forsberg bragede igennem i front for OneTwo, har hun været en konstant tilstedeværelse på den danske musikscene.
I hendes solokarriere har jazzmusikken fyldt en del, og på hendes seneste album 60 bliver jazzen blandt med funk og pop.
Torsdagens musikprogram til Aalborg Regatta:
17.00 Ria Quist
19.00 Cæcilie Norby
21.00 Allan Olsen & Nyt Norlan
Ria Quist lagde ikke bare Band Battle ned med smukke, sårbare vokaler og en helt unik lyd. Nej de rørte et hvert hjerte, der var i lokalet, og vandt konkurrencen overbevisende.
Du kan høre hvorfor til Aalborg Regatta.