Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborg-par har opskriften: Derfor er Paradis bedre end de andre

Af Michael Qureshi
Merete og Michael har Paradis butikkerne i Aalborg
Merete og Michael har Paradis butikkerne i Aalborg

Hvordan ender en lægesekretær og en sælger med at blive nordjysk isdronning- og konge. Altså sådan bogstaveligt talt.

For Merete og Michael er altså ikke iskolde. De er rare mennesker, der er imødekommende og lette at falde i snak med. Det er temmelig let at observere i den times tid, vi tilbringer i Paradis Is-butikken i Reberbansgade.

Kunderne genkendes og spørges ind til. De føler sig velkomne. Det er en af grundstenene i Aalborg-parrets enorme succes med at skabe sig en dominerende position på ismarkedet i Aalborg. Nærværet og kundeservicen.

En anden er selvfølgelig kvaliteten af isen i Paradis. Hver eneste morgen møder Merete og Michael Salomonsen ind i Reberbansgade-butikken klokken 5 og går i gang med at producere dagens is. Det er friske råvarer, isen produceres på dagligt. Her ryger det ud, hvis det ikke bliver solgt.

Kunderne får ikke is, der har ligget i fryseren i flere dage.

Lad os lige vende tilbage til starten af denne artikel og starten på Paradis Is i Aalborg.

”Jeg er venner med Thor Thorøe, som startede hele Paradis Is. Vi er gamle skolekammerater fra Horsens, og allerede da han åbnede de første butikker i 2000 forsøgte han at få os med ombord. Men der gik alligevel lidt over otte år, før vi endelig satte os ned på en sommerhus-tur og blev enige om at give det chancen,” fortæller Michael, mens Merete er i gang med at producere bestselleren jordbær-is i baglokalet.

Merete sagde sit gode job som lægesekretær på en børneafdeling op og blev daglig leder af de to første Paradis Is-butikker i Aalborg. Den ene i Algade. Den anden i Reberbansgade. Michael derimod forblev i sit job som sælger for Colorprint.

”Det var simpelthen for ikke at kaste os ud i projektet uden sikkerhedsnet. Det var vigtigt med i hvert fald en sikker indtægtskilde. Men det var hårdt, fordi jeg selvfølgelig var dybt engageret i Paradis og samtidig var nødt til at passe mit andet job. Merete var desuden gravid, så vi var også nødt til at ansætte en bestyrer. Men vi tog al vores friværdi i huset, og alt hvad vi ellers havde sparet op, og så gav vi det chancen, fordi vi troede på projektet,” forklarer Michael.

På landsplan er der 50 Paradis-butikker, og så har man åbnet seks i Los Angeles. Det er et koncept, der har vinger og meget snart kan erobre markedsandele på internationalt plan.

For Aalborg-parret fik de i 2013 føjet butikken i City Syd til. Fordelen ved den er, at der kan uden problemer sælge is året rundt. I 2014 blev Michael opsagt i Colorprint, fordi det gik konkurs, og så fik han det sidste skub over i Paradis på fuld tid.

”Det var et eller andet sted, det bedste der kunne ske. Jeg havde brug for det sidste puf, og jeg har absolut ikke haft grund til at fortryde. Men vi knokler også for det. Det er ikke altid sjovt at stå her så tidligt hver morgen fem dage om ugen. Men slutresultatet er vores passion, fordi vi ved, at det er god kvalitet, som kunderne værdsætter.”

En del af hemmeligheden bag Paradis’ succes ligger gemt i de ekstremt nøje udvalgte råvarer, som isen produceres af.

”Vaniljekorn er eksempelvis ekstremt dyre. I sådan typisk standard vanilie-is i et supermarked skal du være heldig, hvis du ser skyggen af et korn. Her er det sådan, at vores kunder siger, at de kan knase kornene. Der er fokus på gode råvarer. Vi har vanilijepulver fra Madagascar, hvid chokolade fra den Dominikanske Republik, chokolade fra Santa Domingo. Friske danske jordbær. Det bliver ikke bedre,” forklarer Michael Salomonsen.

Paradis Aalborg

Paradis Is er lidt dyrere end mange af konkurrenterne i byen og rundt omkring i landet. Men kvalitet koster, og det ved kunderne også.

”Vores succes bærer simpelthen på et fantastisk produkt, som ikke kan findes andre steder. Vi kan tillade os at tage noget mere for det, fordi vi altid lever op til højeste kvalitet. Det er også derfor, at vi sælger is i regnvejr. Fordi vores kunder kommer på grund af produktet og ikke fordi vejret pludselig byder til en is.”

Michael Salomonsen erkender dog, at der er en markant forskel på en varm sommerdag og en blæsende regnvejrsdag.

”Vi er blevet mindre vejrafhængige, efter vi har fået butikken ude i Storcenteret. Men selvfølgelig er vi lidt afhængige af uge for uge, at DMI rammer plet på deres prognoser, og de er ikke specielt sjove at være afhængige af. På en god sommerdag sælger vi omkring 500 kilo is. På en mindre god dag kan det måske være 75 kilo,” forklarer iskongen af Aalborg.

MigogAalborg-redaktionen havde allerede før interviewet kåret Paradis til Aalborgs bedste is. Begejstringen blev ikke mindre af en række smagsprøver, mens vi var nede i butikken.

Prøv eventuelt hvordan karamel med havsalt smelter på tungen. Med jordbærisen er den så lækkert cremet, og man kan virkelig smage friskheden i jordbærrene. Eller den helt nye Espresso Frappe, som giver kaffeoplevelsen en helt ny dimension.

Der er dog også en masse udfordringer ved at eje tre is-butikker i et land som Danmark. De to butikker inde i Aalborg holder lukket fire måneder om året, mens den i City Syd har åbent året rundt. Men hvad laver Merete og Michael så i de fire måneder, hvor der er stille og koldt?

”Vi tanker ny energi op. Hvis vi kørte i det her tempo året rundt, så var vi hurtigt brændt ud. Vi finder energien tilbage, og så er vi med til at udvikle hele Paradis Is-konceptet sådan overordnet. Når vi er ude og rejse, så er vi også altid på arbejde. Så slæber vi ungerne med ind i alle mulige isbutikker. Det har de selvfølgelig ikke noget imod, for de får jo is. Men jeg vil faktisk sige, at vi endnu ikke har fundet en is, der matcher kvaliteten på Paradis,” siger Michael Salomonsen.

I Aalborg er nye skud på is-markedet blomstret op med YoGo baseret på yoghurt is. Få meter fra Paradis i Reberbansgade ligger den helt nye Pro Yo baseret på proteinis. Men Merete og Michael har ingen planer om at ride med på den bølge.

”Vi har også sundere alternativer med vores sorbet-is, der er lavet på vand og frisk frugt. Det er vores kunder rigtig glade for. Vi ser de her andre spillere på markedet som spændende, men ellers fokuserer vi bare på os selv og hele tiden at udvikle vores produkter.”

Der kommer også et kryptisk svar på spørgsmålet om vi kan forvente en fjerde Paradis-butik i Aalborg?

”Vi kigger løbende på nye lejemål og spændende lokaler i Aalborg. Hvem ved. Måske åbner vi butik nummer fire inden for et år,” slutter Michael Salomonsen.

Del artikel

Andre læser også