Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Natkoncert på Spritten og altankoncerter: Festival fylder Aalborg med store oplevelser

Af Michael Qureshi
PR-foto: Aalborg Operafestival
PR-foto: Aalborg Operafestival

Operafestival lyder måske som noget, der kun interesserer meget få mennesker i en helt særlig aldersgruppe.

Men Danmarks ældste operafestival her i Aalborg ryster posen i sådan en grad denne sommer, at man ikke kan undgå at blive smittet af musikken og de mange events.

Aalborg Operafestival har offentliggjort det samlede program for deres fire dages festival, som indtager Aalborg fra torsdag d. 11. august til søndag d. 14. august.

Programmet byder blandt andet på;

  • I byen vil de gratis altankoncerter kunne opleves fra Kochs Kaffebar, Musikkens Hus, Salling Rooftop og Citytårnet – og på Gug Plejehjem og Fremtidens plejehjem vil plejehjemsbeboere, som ikke kan komme ud til byens festival, kunne opleve operaen på tæt hold, når solister rykker ind i deres stuer.
  • Fredag d. 12. august teamer Aalborg Operafestival for første gang op med SIFA TVBingo, som kan opleves live til et storskærmsarrangement på Café Ulla Terkelsen London.
  • Samme fredag vil sopransangerinden Signe Sneh Durholm opføre vanvidsarier på tagterrassen af Aalborg Airport Hotel.
  • Lørdag d. 13. august kan Aalborg se frem til at opleve den ‘gale’ konge på Spritten.
  • En fortælling om Kong George III, der i sin regeringstid gik fra at være genial til gal. Sidste års altansanger Gustav Johansson og det norske sinfoniette Insimul udfordrer sanserne til denne natkoncert på Spritten i de smukke omgivelser i Brænderitårnet.
  • Søndag gæster verdensstjernen Roderick Williams Aalborg og afholder masterclass for det spirende vækstlag i Nordjylland, hvor han giver et kig ind i operaartisternes værksted.

Lasse Rich Henningsen, der er direktør for Musikkens Hus, som Aalborg Operafestival er en del af, udtaler:

“Aalborg Operafestival er et resultat af samarbejder på tværs af kulturhuse, kirker, foreninger, genrer og generationer.

Festivalen har haft en imponerende udvikling de seneste år, som har skabt positive eftervirkninger i forhold til musikkulturelle aktiviteter i Nordjylland.

Vi er meget stolte over at huse Aalborg Operafestival, som på mange måder er med til at kendetegne Aalborg som kulturby og samle nordjyderne hvert eneste år,” siger Lasse Rich Henningsen.

Natkoncert på Spritten og altankoncerter: Festival fylder Aalborg med store oplevelser
Altankoncert under Aalborg Operafestival 2021. Foto: Nicolas Cho Meier

Åbningskoncert med Verdensstjerne

I år danner Koncertsalen i Musikkens Hus ramme for Aalborg Operafestivals officielle åbningskoncert, hvor en international operastjerne af højeste kaliber, den dansk-franske sopran Elsa Dreisig, er hovednavnet til festivalen og akkompagneres af Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Giordano Bellincampi.

Den unge sopran har en spektakulær stemme, der har bragt hende store internationale priser og optrædener på de største operascener i verden. 

Til åbningskoncerten, som også transmitteres live i DR P2, afsløres desuden årets vinder af Aalborg Operapris 2022.

Denne talentpris har eksisteret i 19 år og gives til en sanger, som har gjort sig særlig bemærket.

I år får operaprisen sig tilmed en lillebror, nemlig Aalborg Operapris – Juniorkategorien.

En pris, der er skabt i samarbejde med Sangkraft Aalborg og Aalborg Kulturskole, som skal styrke fødekæden inden for den musikdramatiske scene, men også tilføre det ungdommelige, nordjyske element til operascenen.

Prisen uddeles til en ung nordjyde under 19 år. 

Gennemgående tema ’Gal eller Genial’

For første gang indrammes Aalborg Operafestival af et tema under overskriften ’Gal eller Genial’, som vil komme til udtryk gennem festivalens fire dages opera i og omkring Aalborg.

Blandt andet kan publikum om lørdagen opleve en spektakulær natkoncert i Aalborgs gamle spritfabrik med den svenske baryton Gustav Johansson og det norske sinfonietta Insimul.

Her udfordres sanserne i den grad, når dirigent Bjarte Engeset leder publikum igennem hovedværket ’Eight Songs for a Mad King’, der er fortællingen om Kong George III, der gennem sin regeringstid bliver alvorlig syg, isoleret og låst inde. 

Derudover vil sopransangerinden Signe Sneh Durholm opføre vanvidsarier, når hun gæster ’Opera Skyline’ og kunstneren Ulrik Vincent vil undersøge og udfordre forskellige trosretninger i et transcenderede lydunivers i en opsat domestruktur med 16 højtalere i Vor Frelser Kirke til ’Dome of Beliefs Synthesis’. 

Billetsalget er startet, og hele programmet og billetlinks kan tilgås her: https://www.aalborgopera.dk

Del artikel

Andre læser også