Den smukkeste rute: Løb et marathon over Limfjorden
Aalborg får et helt nyt motionsløb.
I dag afslører Aalborg Firmaidræt, at de lancerer “Aalborg Marathon”, og at du allerede får mulighed for at løbe det til sommer.
Mere præcist er det lørdag den 17. august 2024, at det nye løb finder sted.
“Løbet vil føre dig ud på en smuk rute, hvor du får lov at opleve det bedste fra både Nørresundby og Aalborg siden – langs vores flotte Limfjord,” skriver Aalborg Firmaidræt på Facebook.
Du kan selvfølgelig vælge at løbe et helt marathon, men du kan også løbe 5 km, 10 km og et halvmarathon.
Medaljer og goodiebags til alle
Uanset hvilken distance du vælger, starter du ved Skansen Idrætscenter i Nørresundby, som er eventpladsen.
På eventpladsen kommer der til at være noget for både deltagere og tilskuere.
Tidsplan og forløb:
- Kl. 09.00: Eventpladsen åbner
- Kl. 09.30-12.30: Broerne lukket for sejltrafik
- Kl. 12.15: Cut-off time
For deltagerne er der et hoveddepot med vand, frugt og energidrik til alle. Der er endvidere medalje og goodiebag til alle deltagere og mulighed for at få et online diplom.
For tilskuerne vil der være musik og mulighed for at købe mad fra en madvogn, foruden et aktivitetsområde med spikeball, loungeområde og boldspil på kollegaboldbanen.
Løb langs Limfjorden
Vælger du 5 km ruten starter du ved Skansen Idrætscenter og bevæger dig rundt om den flotte kridtgrav og ned mod Limfjorden. Ruten er på Nørresundby siden. Her vil du have depot ved målstregen. Du slutter ved Skansen Idrætscenter.
10 km ruten er to omgange af 5 km ruten, som beskrevet ovenfor.
Halvmarathon ruten (21,09 km) starter ved Skansen Idrætscenter, hvor du langs stisystemet vil bevæge dig ned til Limfjorden og ud mod Verdens Ende og krydse Limfjorden via Kulturbroen og løbe en sløjfe langs vandet i Aalborgs Vestby, før du igen vender retur til Nørresundby siden via Kulturbroen. Denne rute er både som løb og som walk.
Sidst, men ikke mindst er der marathon-ruten (42,18 km), der er to omgange af halvmarathon-ruten. Grundet Kulturbroen har de på denne rute en cut-off tid på tre timer (klokken 12.15). Det betyder, at du skal have gennemført 25 km indenfor 3,5 time. Herefter kan broerne risikere at åben for eventuel sejltrafik.