Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyhed fra Aalborg Lufthavn: To nye storbyer på programmet

Af Stine Kjølby Christensen

Oktober 2021 markerede traditionen tro overgangen mellem sommer- og vinterprogrammet – et program, der blandt andet byder på to nye udenrigsruter til Stockholm og Kaunas.

Samlet rejste 118.214 til og fra Aalborg Lufthavn i oktober i år, svarende til, at tæt på 9 ud af 10 passagerer er tilbage i lufthavnen i forhold til passagerniveauet i oktober 2019.

Antallet af rejsende til og fra Aalborg Lufthavn er fortsat stigende i oktober 2021 – med 118.214 passagerer mod 114.293 i september 2021, svarende til 3,4 procent. Dette skyldes et fortsat stort antal indenrigsrejsende og stigende rejseaktivitet til udlandet.

To nye storbyer på programmet fra Aalborg Lufthavn

I weekenden op til skolernes efterårsferie gik vinterens charterprogram i gang, som bød på mange glade ferierejsende i terminalen med kurs mod blandt andet De Kanariske Øer.

I slut oktober fulgte flyselskabernes ruteprogram med, hvor rutekortet i Aalborg Lufthavn blev udvidet med to nye europæiske storbyer.

“Den positive udvikling i udenrigstrafikken fortsætter ind i vinterprogrammet, hvor vi kan glæde os over de to nye helårsruter, Stockholm og Kaunas, der med henholdsvis tre og to ugentlige afgange er ideelle til forretningsmødet eller en storbyferie.

Derudover skifter Ryanair deres lørdagsafgang til London ud med en søndagsafgang, der er perfekt for de fritidsrejsende, som eventuelt kan nyde en forlænget weekend med juleshopping i London,” siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

Stor efterspørgsel på rejser til København og Bornholm

Samtidig med at rejseaktiviteten i erhvervslivet stille nærmer sig et niveau fra tiden før pandemien, så har de fritidsrejsende flittigt gjort brug af de mange rejsemuligheder til både København og Bornholm.

“Når vi kigger på indenrigstrafikken, så ligger antallet af passagerer for fjerde måned i træk over 2019-niveau, hvor der i oktober er 7,5 procent flere indenrigsrejsende end i 2019.

Det vidner om et meget attraktivt marked for særligt den fritidsrejsende, der nemt og billigt kan rejse på tværs af Danmark.

Der er godt 20 daglige afgange til København, som står for langt størstedelen af de indenrigsrejsende, men også Bornholm har været eftertragtet. Her er der også i år afgange omkring jul og nytår, og så er sommerprogrammet allerede lagt til salg – med 3-4 ugentlige afgange fra midt marts, slutter Niels Hemmingsen.