Aalborg Lufthavn med lækker nyhed: Aalborg får direkte fly til Europas nye feriehit
Fra sommeren 2026 får vi her i Nordjylland endnu en solrig feriedestination direkte inden for rækkevidde.
Aalborg Lufthavn har netop annonceret en ny rute til Saranda i Albanien, som flere internationale medier de seneste år har kaldt for “et af de nye hotte steder i Europa”.
Det er blandt andet ud fra den betragtning, at det er en billigere charterdestination end i de mere “klassiske” charterlande.
Der er mere end 270 solskinsdage om året, og vandet er krystalklart med mange lækre strande.
Flyene letter første gang den 1. juni 2026 og vil herefter flyve hver mandag frem til den 28. september samme år. Ruten udbydes i samarbejde med Apollo Rejser.
“Saranda er en spændende tilføjelse til Aalborg Lufthavns rutenetværk.
Det er en destination, som kombinerer sol, strande, historie og en autentisk atmosfære, der tiltaler mange rejsende,” lyder det fra Aalborg Lufthavn
Krystalklart vand og 270 solskinsdage
Saranda ligger ud til Det Ioniske Hav og er kendt for sit krystalklare vand, sit livlige byliv og sine historiske omgivelser.
Med mere end 270 solskinsdage om året har byen et af de mest stabile klimaer i Europa.
I området finder man både sandstrande og små bugter som Ksamil Beach, der ofte omtales som ”Perlen i Det Ioniske Hav”.
Derudover ligger UNESCO-seværdigheden Butrint tæt ved – en antik by, der har rødder tilbage til 600 f.Kr.
Et andet højdepunkt er naturfænomenet “Det Blå Øje”, en kilde hvor iskoldt vand vælter op fra undergrunden i intense blå og grønne nuancer.
Lige dele historie og natteliv
For de kulturinteresserede tilbyder Saranda både gamle klostre, arkæologiske ruiner og fæstninger med panoramaudsigt over byen og kysten.
Blandt de mest kendte steder er Lekursi-borgen, hvorfra man kan skue ud over Ksamil-øerne.
Om aftenen forvandler byen sig til et centrum for barer, restauranter og kulturelle events, der tiltrækker både lokale og turister.
Billigere alternativ til Middelhavet
Albanien er i de senere år blevet mere og mere populært blandt europæiske rejsende, især fordi landet tilbyder middelhavsstemning og god mad til lavere priser end mange af de mere etablerede feriemål.
Med den nye direkte rute fra Aalborg bliver det nu markant lettere for nordjyderne at opleve kystbyen, som i stigende grad omtales som et af Europas skjulte ferieperler.