Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Charterrejser hitter: Aalborg Lufthavn melder om positivt efterår

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Aalborg Lufthavn
Foto: Aalborg Lufthavn

Der har været godt gang i trafikken hos Aalborg Lufthavn i efterårets sidste måned.

I en pressemeddelelse skriver lufthavnen, at november samlet bød på 102.221 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn.

Det var primært  de solrige Kanariske Øer og København, der var destinationen.

Lufthavnens trafiktal viser, at sammenlignet med 108.236 rejsende i november 2019, er det kun en forskel på kun 5,6 procent. Samtidig oversteg antallet af charterpassagerer til og fra Aalborg Lufthavn november 2019-niveauet med hele 24,2 procent.

Passagerniveau fra 2019 inden for rækkevidde

I sammenligning med tiden før COVID-19 pandemien er der måned for måned set en tydelig forbedring i antallet af passagerer og rejseaktiviteten generelt. November 2021 var ingen undtagelse.

“Vi ser i november to ud af tre trafikområder, der ikke kun er tilbage på 2019-niveau, men også overstiger det. Her er det særligt positivt at kigge på chartertrafikken, hvor vi i november ser en stor fremgang i forhold til 2019 på over 24 procent.

Tilbage har vi udenrigstrafikken, som fortsat udvikler sig positivt, men her er rejseaktiviteten stadig ikke på fuld kraft,” siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen og fortsætter:

“Ser vi til gengæld på den samlede rejsekapacitet til og fra Aalborg Lufthavn, er vi nu oppe på samme antal sæder som i 2019, løftet af indenrigstrafikken. Det vidner om et godt samarbejde med flyselskaberne for at fremme luftfarten og rejsemulighederne for de nordjyske erhvervs- og fritidsrejsende.”

Charterrejser hitter: Aalborg Lufthavn melder om positivt efterår
De Kanariske Øer har været en populær efterårsdestination.
Foto: Nathalia Hentze Nielsen

Ser frem til juletrafikken i december

Juleferien byder traditionelt på mange rejsende igennem lufthavnen, der enten skal afsted på juleferie i udlandet eller besøge venner og familie.

Derfor indsætter Atlantic Airways og DAT ekstra afgange omkring jul og nytår til henholdsvis Færøerne og Bornholm til glæde for de mange herboende færinger og bornholmere, skriver Aalborg Lufthavn.

“I julen vil vi gerne være sammen med venner og familie, hvorfor det er glædeligt, at dem, der har familie længere væk, i for eksempel København, på Færøerne og Bornholm, nemt kan komme på besøg eller hjem til jul og nytår.

Samtidig har mange familier tradition for at fejre jul og nytår i udlandet. Her er De Kanariske Øer igen populære.

Derudover kan vi i slut december se frem til SAS’ rute til Sälen-Trysil, der giver hurtig adgang til unikke skioplevelser nordpå og muligheden for at fejre nytåret på de sneklædte pister,” slutter Niels Hemmingsen.

Del artikel