Dobbelt så stor: Aalborg Lufthavn bygger ny kæmpe-lounge

Aalborg Lufthavn er Danmarks bedste lufthavn.
Og det er ikke kun noget, lokalpatrioter som os går og siger – det står sort på hvidt.
I år blev Aalborg Lufthavn for fjerde gang kåret som Bedste Danske Lufthavn ved Danish Travel Awards 2025 – foran blandt andre Københavns Lufthavn og sidste års vinder, Billund Lufthavn.
Sådan en titel forpligter, og den travle, hyggelige lufthavn jagter hele tiden de små (og store) procenter, der gør, at de kan blive ved med at udvikle sig til fordel for de mange passagerer.
Og nu er de klar med næste store nyhed.
I et Facebook-opslag afslører lufthavnen, at de er i gang med at bygge en ny og større lounge.
“Glæd dig til en lounge med dobbelt så meget plads – og stadig den samme gode stemning. Om du er til ferie eller forretning, så bliver det her et endnu bedre sted at lande, inden du letter,” skriver de.
Illustrationer af de nye rammer
Så stor bliver den
Loungen går fra 104 til 204 siddepladser og fra 350 kvadratmeter til hele 668 kvadratmeter.
“Men vi lover, at hyggen og den gode service forbliver, som du kender den,” fortæller de.
Loungen vil stadig være åben under hele ombygningen, men vil i en kort periode midlertidigt blive flyttet til en ny placering.

