Dobbelt op på ruter: Aalborg Lufthavn åbner to nye ruter i dag
I dag er en særlig dag i Aalborg Lufthavn.
Hele to nye direkte ruter er nemlig åbnet til henholdsvis Island og Spanien, og det er blevet fejret med balloner, flag, rød snor og guldsakse, skriver Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.
Den første rute, der blev fejret var Alicante i gate 6 med afgang klokken 11.00 og derefter Reykjavik i gate 11 med afgang klokken 12.30.
“Det er en rigtig god dag i Aalborg Lufthavn. Først havde vi fornøjelsen af igen at kunne sende forventningsfulde feriegæster afsted til spanske Alicante med Norwegian – en efterspurgt rute, som blandt andet kommer danskere med egen lejlighed i Alicante til gode.
Derefter kunne vi sende det første fly afsted direkte til Reykjavik med PLAY, der er en stor rutenyhed fra Aalborg, og en rute, der har været arbejdet på i flere år.
Ikke nok med, at en direkte rute åbner op for fantastiske ferieoplevelser i Island, så skaber det gode muligheder for nemt og billigt at flyve videre til både den amerikanske østkyst og Canada,” siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Rejseoplevelser over Atlanten tager fart
Det islandske flyselskab PLAY har udvidet deres rutenetværk betydeligt i de sidste par år, hvor de i 2023 har sat fokus på at tilbyde danskerne en helt ny række af unikke rejsemuligheder – både direkte til naturskønne Island og videre til populære amerikanske byer på østkysten og senest one-stop fly til storbyen Toronto i Canada.
“Nye og fantastiske destinationer er nu indenfor rækkevidde fra Aalborg Lufthavn – med kun ét kort stop på vejen.
Vi er glade for at sætte skub i danskernes feriedrømme, der også er til at betale, så der er mere luft i feriebudgettet.
Din rejse kan sættes sammen på mange forskellige måder, hvor det for eksempel er muligt at kombinere en forlænget weekend i Island med storbyferie i Toronto, New York eller Washington,” sigerPLAYs direktør Birgir Jónsson.
PLAY flyver direkte til Reykjavik frem til og med den 27. oktober – med to ugentlige afgange fra Aalborg. Skal turen videre fra Island, kan du for eksempel flyve til Toronto fra kun 2.053 kr. tur/retur.