Legeland, skattejagt og kaffe: Aalborg Lufthavn åbner stor legelounge
Har du rejst med børn, så har du nok også prøvet at stå i en lufthavn og tænke: “Hvad skal vi lige give os til?”
Men nu får børn og familier et tiltrængt pusterum i Aalborg Lufthavn.
Aalborg Lufthavn har netop åbnet en helt ny Legelounge for børn og familier med blandt andet et helt nyt og specialdesignet legeland med plads til leg og sjov før afrejse.
Fremover kan de yngste rejsende gå på opdagelse i et specialdesignet legeland, tage på skattejagt gennem terminalen og endda få deres eget pilotcertifikat, mens de venter på afgang.
Legeloungen blev officielt indviet ved et arrangement fyldt med aktiviteter for de yngste rejsende.
Børnene deltog i skattejagt, udforskede det nye legeland og stod samtidig for den officielle åbning, da de klippede den røde snor.
Lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen bød velkommen og holdt tale, inden Legeloungen blev erklæret for åbnet.
Den gode oplevelse er vigtig
Med åbningen af legeloungen sætter Aalborg Lufthavn endnu mere fokus på den familievenlige rejseoplevelse og ønsket om at skabe gode oplevelser for alle rejsende – store som små.
“Legeloungen er en investering i den samlede rejseoplevelse for børnefamilier. Når børnene har et spændende sted at lege, bliver ventetiden kortere, og starten på rejsen mere afslappet samt oplevelsen i lufthavnen bedre for hele familien. Det er præcis den oplevelse, vi gerne vil tilbyde vores passagerer,” fortæller lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Ud over legelandet er der et område, hvor hele familien nemt kan have sin base, inden turen går mod gaten og ud på nye eventyr.
Om man ønsker at nyde et måltid inden afrejse eller blot noget koldt eller varmt at drikke, kan man være lige ved børnene, mens de får tiden til at gå i den nye legelounge eller med en spændende skattejagt, der tager dem rundt i terminalen og slutter med udlevering af deres eget lille pilotcertifikat.
Efter dagens indvielse er Legeloungen åben for alle rejsende børn, der i spænding venter på, at de skal med flyet.
.




