Dopaminklubben udvider: Aalborg-kvinder bliver værter på ny podcast

Med mere end 30.000 følgere på Instagram og titusindvis af lyttere er Dopaminklubben blevet et af de største danske podcast-fællesskaber for mennesker med ADHD.
Og nu bliver universet udvidet med to aalborgensiske kvinder.
I en søsterpodcast-serie med navnet Dopa Darlings, bliver 33-årige Michelle Deviletti og Louise Buhl Dreisler fra Aalborg nye værter.
I morgen, tirsdag, udkommer første afsnit af den nye podcastserie, og dét bliver fejret med en launch event på Art By Me for alle, der har lyst til at deltage.
“Vi vil gerne være Danmarks sjoveste guide til ADHD-kvinder,” siger Michelle Deviletti og griner.
Udspringer af Dopaminklubben
Det er Anders Morgenthaler og Roald Bergmann, der står bag podcasten Dopaminklubben, som har 30,6 tusind følgere på Instagram og mange tusinder lyttere.

Efter længere tids efterspørgsel blandt deres følgere, kommer der nu en kvindelig udgave af podcasten med Michelle og Louise som værter.
“Vi er ikke det faglige indspark. Vi er pusterummet.
Et safe space uden skam og skyld,” siger Michelle Deviletti.
“Der findes meget indhold om, hvor hårdt og skamfuldt det kan være. Men vores DNA er humor.
Vi vil gerne tage tabuet ud af det og vise, at det godt kan være grimt, og at man godt må grine af det,” supplerer Louise Buhl Dreisler.
De to kvinder er selv kendt fra Instagram, hvor de tilsammen har mere end 20 tusind følgere på hver sin profil, @louisedreisler og @michelledeviletti.
Har kendt hinanden ganske kort
De lærte hinanden at kende til et event for influencers i august, hvor Michelle efter en kort samtale spurgte Louise “Hvornår blev du udredt?”
“For hvad,” havde Louise spurgt.
“ADHD,” havde Michelle svaret – fuldstændigt overbevist om at Louise havde ADHD.
“Vi grinte af det, for jeg havde aldrig tænkt på, at jeg kunne have ADHD. Men det rumsterede hos mig, da jeg kom hjem fra eventet. Så jeg gik til min egen læge, og syv dage senere stod jeg med en henvisning til udredning,” siger Louise.

Det er dét, som første afsnit i podcasten, handler om.
“Dopa Darlings” følger blandt andet Louises vej i udredningsjunglen, og i andet afsnit får man svaret på det store spørgsmål om, hvorvidt hun får en diagnose eller ej.
“Dagen efter vi optog, fik jeg selv svaret. Så i første afsnit ved vi det faktisk ikke endnu,” fortæller hun.
Det første afsnit er bygget op som en “ADHD-polterabend”, hvor veninderne fejrer Louises “potentielt sidste dag som neurotypisk” med shots, challenges og efterskabsløfter.
Michelle derimod har levet med ADHD længe, og har igennem de seneste to år postet fra sit liv med ADHD på Instagram.
Det var her, Dopaminklubben lærte hende at kende og tilbød kvinderne deres egen “søsterpodcast-serie”.
“Jeg ville have Louise med, fordi det er sjovere at grine af ADHD, når man er to,” siger Michelle med et grin.
Og heldigvis var Louise klar.
Vil skabe et fællesskab
De to kvinder har en lang række job og idéer bag sig. Mens Michelle er uddannet folkeskolelærer, men i de seneste år har skabt et navn inden for ADHD, har Louise haft gang i mange forskellige ting.
Blandt andet har hun haft et Escaperoom-firma i otte år, skabt en Instagramprofil om mad og er invester.
Selvom de ikke har kendt hinanden længe, er der et særligt bånd i mellem dem.
“Der skal bare ske noget, og det må ikke gå for langsomt. Der er ikke så mange andre, der kan følge med. Men vi forstår hinanden,” siger Louise.
“Vi har talt om hele vores liv på meget kort tid,” tilføjer Michelle.
Podcasten kommer ikke kun til at foregå i et studie.
Planen er at tage lytterne med rundt i Aalborg og prøve alt fra cafébesøg og impulsshopping til kurser, ekstremsport og kreative aktiviteter – altsammen i jagten på dopamin.
Derudover er det vigtigt for kvinderne, at podcasten bliver et fællesskab og ikke en envejskommunikation.
Derfor markerer de også lanceringen med et live-event hos Art By Me, hvor gæster kan spise kage og møde de to værter.
Michelle Deviletti er selv ambassadør for stedet og har tidligere lavet workshops for mennesker med ADHD på Art By Me.
“Det her med at male på keramik har givet mig meget ro i min sjæl,” siger hun.
“Det er nærmest det eneste sted, vi kan være stille sammen i tre minutter,” siger Louise, og så griner de igen.

De håber især, at podcasten kan få flere kvinder til at føle sig set og ikke “forkerte”.
“Mange kvinder finder først sent ud af, at de har ADHD, og der kan være kæmpe forskel på at være mand og kvinde med ADHD.
Vi vil gerne være dét sted, kvinder går hen og bliver en del af et fællesskab” siger Michelle.
“Vi har selv stået i et liv, hvor vi følte, vi fyldte for meget eller var forkerte. Derfor betyder fællesskabet enormt meget for os,” siger Louise.
De understreger samtidig, at de ikke er psykologer eller terapeuter, men blot deler deres egne erfaringer.
“Vi vil gerne vise både det grimme, det sjove og det ægte.
Man kan ikke vise hele billedet gennem korte reels på sociale medier. I podcasten kan vi gå mere i dybden,” siger Michelle.
Stor launch tirsdag
Podcasten bliver tilgængelig på Spotify, Podimo, via Dopaminklubbens nye hjemmeside – og alle andre steder, man finder sine podcast fra tirsdag.
Derefter vil de udkomme hver tirsdag.
I morgen, tirsdag, inviterer de alle interesserede inden for hos Art By Me, hvor de sender live på Instagram og udlover kopper til 10 heldige vindere i konkurrencerne undervejs.
Der vil være kage og god stemning.
Det hele foregår på Art By Me tirsdag fra klokken 13.30.
Du kan følge med i kvindernes podcasteventyr på Instagram.
Læs også: Populær pub var tæt på at lukke: Nye ejere har kæmpe ambitioner med The Wharf