Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ny aftale: Aalborg kan indføre zoner kun for elbiler

Af Nathalia Hentze Nielsen

I oktober 2023 indførte Aalborg Kommune nye regler for dieseldrevne personbiler i miljøzonen.

Der fandtes dengang allerede et krav om partikelfilter til ældre dieseldrevne varebiler, lastbiler og busser, men med de nye regler skal alle dieseldrevne personbiler have et partikelfilter.

Nu kan disse regler bliver skærpet endnu mere i udvalgte zoner i byen – hvis Aalborg Kommune vælger at benytte sig af muligheden vel og mærke.

I en pressemeddelelse skriver Miljøministeriet, at en ny aftale indgået mellem regeringen og SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet giver kommunerne mulighed for at indføre nulemissionszoner.

Nulemissionszoner er zoner, hvor der kun er adgang for fossilfrie køretøjer, og dermed hverken diesel- eller benzinkøretøjer.

”Det er første skridt på vejen mod, at vi får fjernet diesel- og benzinkøretøjer fra trafikken til gavn for luftkvaliteten i byerne,” udtaler miljøminister Magnus Heunicke.

København og Aarhus prøver kræfter med idéen

Nogle kommuner er med på idéen fra start.

 I Aarhus og København ser borgmestrene således frem til at etablere nulemissionszoner til gavn for luftkvaliteten og den grønne omstilling.

”Jeg er meget tilfreds med, at lovgrundlaget kommer på plads, så vi kan træffe en beslutning i takt med, at elbilerne vinder frem og bliver det foretrukne valg.

Aarhus Byråd vil som en del af en kommende grøn mobilitetsplan tage stilling til, hvor, hvornår og hvordan, vi kan prøve kræfter med en nulemissionszone i Aarhus.

På den måde kan vi opnå en renere og sundere by fri for benzin- og diesel-forurening – og samtidig understøtte den grønne omstilling i forhold til privatbilismen,” siger borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S).

Hvordan Aalborg Kommune forholder sig til initiativet, og om de planlægger at følge trop med landets største byer, er endnu uvist.

Et større incitament til at købe elbiler

Regeringen og aftalepartierne lægger op til, at kommunalbestyrelserne kan vælge mellem to typer af nulemissionszoner – en, som omfatter persontrafik eller en, som omfatter al trafik inklusive varetransport.

Nulemissionszonerne vil mindske støj- og luftforurening lokalt, samtidig med at de vil styrke den grønne omstilling og give øget incitament til at købe elbiler blandt de danskere, der påvirkes af nulemissionszonerne, forklarer Miljøministeriet i pressemeddelelsen.

Der findes i forvejen miljøzoner i København, Frederiksberg, Aalborg, Odense og Aarhus Kommuner, som stiller miljøkrav til dieseldrevne lastbiler, busser varebiler og personbiler.

For at kommunerne kan få mulighed for at lukke af for benzin- og dieselbiler i bestemte bydele, kræver det en lovændring, som et bredt flertal af partier på Christiansborg er blevet enige om at gennemføre.

Lovforslaget ventes at blive fremsat i efteråret.

Del artikel

Andre læser også