Finder løsninger i fællesskab: Aalborg Kommune vinder pris for demensvenligt initiativ

Videnscenter for Demens ved Aalborg Kommune har vundet Demensalliancens pris ‘Årets demensvenlige initiativ’ i kategorien ‘Personalet’.
Prisen gives for arbejdet med de såkaldte borgerkonferencer i borgerens faste teams.
Borgerkonferencerne er et nyt samarbejdsformat, hvor medarbejdere og fagfolk mødes omkring borgere med demens. Her deler de viden, taler åbent om svære problemstillinger og finder løsninger i fællesskab.
Demensalliancen begrunder prisen med, at initiativet “skaber et fagligt rum, hvor personalet kan dele viden, reflektere og finde løsninger på komplekse forløb.
Med tværfaglige samtaler og konkrete redskaber bliver indsatsen mere sammenhængende, kvalificeret og personcentreret. Det styrker både faglighed, samarbejde og arbejdsglæde – til gavn for borgerne, de pårørende og medarbejderne selv.”
En pris til fællesskabet
Thea Buus Lynggaard, leder af Videnscenter for Demens, modtog prisen på Demenstopmødet:
“Vi er utrolig beæret over at modtage denne pris. Den er ikke bare en anerkendelse af et initiativ, men af det fælles arbejde, vi hver dag lægger i at skabe tryghed, kvalitet og værdighed for borgere med demens,” siger hun i en pressemeddelelse.
Hun fremhævede også den brede indsats bag borgerkonferencerne:
“Denne pris tilhører ikke én person, men hele fællesskabet: medarbejderne i borgerens faste team, demenssygeplejerskerne, ledelsen og alle jer, der hver dag gør en forskel for nogle af vores mest sårbare borgere.”
Rådmand for Senior og Omsorg, Vibeke Gamst, fremhæver medarbejdernes indsats i en tid med store forandringer:
“Jeg er stolt af vores dygtige personale. Midt i en stor og krævende omstillingstid med implementering af Ældrelov og Borgerens faste Teams formår de at tænke nyt, der rykker Aalborg yderligere frem.
Den fremtidige stigende forekomst af demens blandt den ældre del af befolkningen kræver netop kreativitet og nytænkning. Aalborg markerer sig og kan dermed også blive til inspiration for andre kommuner. Medarbejdere og ledelse gør det virkelig godt,” lyder det.
Kernen i initiativet er ganske simpelt.
“I virkeligheden handler det om noget helt enkelt: at se mennesket bag sygdommen og give dem den bedste pleje og omsorg,” slutter Thea Buus Lynggaard.
Demensalliancen er et partnerskab bestående af Alzheimerforeningen, Ældre Sagen, FOA, KL, Social- og Sundhedsøkonomisk Forening samt en række kommuner og faglige aktører.
Alliancen arbejder for at skabe et demensvenligt Danmark og hædrer hvert år initiativer, der styrker livskvalitet, faglighed og omsorg for mennesker med demens.