Arbejder på højtryk: Aalborg Kommune kæmper med at få cykelstier og fortove ryddet
Sneen har nu ligget fredfyldt på Aalborgs gader og stræder i en uges tid, og de fleste store veje er efterhånden ryddet.
Værre ser det dog ud med byens cykelstier, stier og fortove, hvor cyklister og fodgængere flere steder oplever et hårdt og meget glat lag af fastkørt sne og is.
Frustrationerne fra byens bløde trafikanter har nået Aalborg Kommunes øre, og de melder nu en status på rydningsarbejdet.
“Lige nu arbejder vi med små gravemaskiner for at få åbnet de sidste stier. Vi prioriterer fortsat de større stier, og de er tæt på at være åbne.
Vi arbejder også på de mindre stier – også dette arbejde fortsætter de næste dage. Vi kæmper stadig med mængder af sne, som skubbes – eller er skubbet – op på cykelstier og fortove. Og her har vi en udfordring med, hvor vi gør af mængderne.
I skrivende stund er vi i gang med helt at fjerne snebunker, som har hobet sig op på Hadsundvej. Her kører vi sneen væk, da der ellers ikke er plads på kørebanen og cykelstien, som netop på Hadsundvej benyttes af rigtig mange cyklister til og fra universitetet.
Også i Midtbyen er sneen helt fjernet på Boulevarden og i gågaderne”, fortæller afdelingsleder i Aalborg Kommunes Entreprenørenhed Niels Sloth i en pressemeddelelse.
Må afvente plus-grader
Og når man spørger Niels Sloth, hvad kommunen stiller op med det frosne lag af sne og is, som man oplever på mange fortove og cykelstier lyder svaret:
“Her er vi virkelig udfordret, og vi er nødt til at afvente plus-grader, som kan tø det frosne lag op. Hvis vi sætter ind med vores materiel og prøver at komme til bunds i det, rykker vi simpelthen belægningerne i stykker,” fortæller Niels Sloth og han slutter:
“Vi er fuldt ud opmærksom på problemernes omfang – også i forhold til sne og is på boligveje, som vi får rigtig mange henvendelser på.
Desværre kan vi ikke nå at svare på alle de henvendelser vi får, så vi appellerer til folks forståelse og tålmodighed. Vi har fortsat alle mand på opgaven og vi salter alt, hvad vi kan,” slutter Niels Sloth.