Kæmpe millionkrav: Aalborg Kommune frifundet i omstridt sag
Byretten har talt i retssag, som Spritten A/S havde anlagt mod kommunen.
Aalborg Kommune er med dagens dom fra Byretten blevet frifundet i den retssag, som Spritten A/S har anlagt mod kommunen i forbindelse med ombygningen af den gamle spritfabrik.
Spritten A/S havde krævet 5.896.108 kr. i erstatning for påståede fejl i kommunens sagsbehandling og forhandlinger i perioden 2017-2022.
Spritten A/S mener, at kommunen har handlet retsstridigt i sagen.
Derfor har retten bl.a. skullet afgøre, om kommunen i forbindelse med forhandlinger om projektområder i lokalplanen har handlet i strid med planlovens § 21 b, der omhandler frivillighed i indgåelse af udbygningsaftaler.
Byretten har også skullet tage stilling til, om der er en sammenhæng mellem kommunens handlinger og det tab, som Spritten A/S påstår at have haft.
“Vi er tilfredse med, at dommen er gået vores vej. Det er en sag, der har fyldt meget i kommunen og for vores medarbejdere. Vi vil nu se fremad og fortsætte arbejdet”, siger direktør i Teknik og Miljø, Alvaro Arriagada.
Det var forløbet med Spritten A/S, der førte til advokatundersøgelsen af Aalborg Kommunes praksis omkring udbygningsaftaler, selvom der aldrig er indgået en udbygningsaftale med Spritten A/S.
Allerede 17. februar 2022 godkendte det daværende By- og Landskabsudvalg et nyt administrationsgrundlag til brug for indgåelse af udbygningsaftaler, som man siden har brugt i arbejdet med udbygningsaftaler, og som sikrer, at en udbygningsaftale er indgået på grundejerens opfordring.
“Nu er der kommet en afklaring, der viser, at kommunen har handlet inden for lovens rammer.
Vores fokus er nu i en god dialog at fortsætte samarbejdet med Spritten A/S, så der kan findes løsninger, der bringer projektet videre”, siger direktør i Teknik og Miljø, Alvaro Arriagada.
Dommen fra Byretten kan ankes til Landsretten af sagsøger, og ankefristen er fire uger.