Tager temperaturen på klimaet: Kom til debat om grøn omstilling i Aalborg
Et af de mest højaktuelle emner, der dagligt sættes på både den globale, nationale og lokale dagsorden er klima.
Aalborg er ingen undtagelse, og Aalborg Kommune vedtog sin første Verdensmålsstrategi i august. En strategi, der bl.a. har fokus på klima, ressourcer og ulighed samt på at skabe løsninger i fællesskab.
For at nå i mål skal udledningen af drivhusgasser reduceres og ressourcer skal forbruges smartere, men hvordan skal det helt konkret gøres? Og hvordan sikrer vi grøn omstilling i Aalborg både nu og i fremtiden?
Det kan du høre tre debattørers bud på til Grøn debat på tirsdag den 21. september kl. 17.00 til 19.00 i Intimsalen i Musikkens Hus.
Arrangementet afholdes af Aalborg Kommune, og det er borgmester Thomas Kastrup-Larsen, rådmand i Miljø- og Energiforvaltningen Per Claus og erhvervsdirektør i BusinessAalborg Poul Knudsgaard, der tager debatten.
Arrangementet kræver ingen tilmelding, og det er gratis for alle at deltage.
Jesper Theilgaard tager temperaturen på klimaet
Før selve debatten tager meteorolog Jesper Theilgaard temperaturen på klimaet og de konsekvenser, som klimaændringer medfører.
Jesper har fulgt udviklingen i klimaet nøje og giver et enestående indblik i, hvad der egentligt sker, når temperaturen stiger.
Bør vi bekymre os om vejrforandringer, eller har der gennem tiden altid været et omskifteligt vejr? Bliver Danmark oversvømmet? Er det slut med hvid jul? Og sidst, men ikke mindst: Har Corona lært os noget om klima?
Aftenens program:
- 17:00 Velkomst v/Per Clausen
- 17:15 Oplæg om klimaets tilstand v/Jesper Theilgaard
- 18:00 Debat om den grønne omstilling i Aalborg med udgangspunkt i Aalborg Kommunes Verdensmålsstrategi
- 18:30-19.00 Sandwich og stande med diverse aktører (foregår i teltet på Musikkens Plads)
Aftenen er en del af FN-forbundet Nordjyllands ”Verdensmål på plakaten”, som finder sted 5. september til 24. oktober 2021.
Hvad: Grøn debat
Hvor: Intimsalen, Musikkens Hus
Hvornår: 21. september, kl. 17.00-19.00