Årets bedste klub: Aalborg-klub hyldes for fællesskab og vækst

En ny klatrehal skabt af frivillige, markant medlemsfremgang og store ambitioner for fremtiden.
Det kører for Aalborg Klatreklub, og nu er klubben også blevet anerkendt på nationalt plan.
Ved Dansk Klatreforenings årlige prisuddeling i weekenden blev klubben nemlig kåret som Årets Klub 2025.
“Det er jeg da mega stolt af,” siger forperson Vibeke Rødsgaard-Mathiesen.

Det er ikke første gang, klubben løber med hæderen.
Vibeke Rødsgaard-Mathiesen blev selv kåret som Årets Ildsjæl sidste år, og året før kunne klubben også kalde sig Årets Klub.
Vil være Danmarks mest sociale klub
Prisen som “Årets Klub” gives til en klub, der ikke kun skaber aktivitet, men også fællesskab.
Og netop fællesskabet er i centrum i Aalborg Klatreklub.
Klubben arbejder målrettet med trivsel og med at skabe et miljø, hvor både nye og erfarne klatrere føler sig velkomne.
Derfor har de også tegnet et stort hyggeområde på førstesalen i deres splinternye klatrehal på Eternitten.
“Vi har en del studerende. Mange af dem mødes her i hallen, skriver projekter og klatrer indimellem. Det skal de blive ved med.
Vi vil være Danmarks mest sociale klatreklub,” siger Vibeke.
Deruodver arrangerer klubben både ture, fællesspisning, brætspilsaftener, fester og meget andet.
Ny hal og nye medlemmer
I mange år har klubben holdt til på Annebergvej.
Men med 900 medlemmer og en lang venteliste, var lokationen blevet for lille.
Derfor har de nu bygget boulderinghallen på Eternitten, som blev indviet af borgmesteren i påskeferien.
“Vi kan mærke, at det er en sportsgren i vækst. Og med vores nye hal har vi igen mulighed for at åbne op for endnu flere medlemmer,” fortæller Vibeke.

I den nye hal, har de planer om at invitere institutioner i nærområdet til klatring i dagstimerne, hvor der ikke er så mange medlemmer, der bruger hallen.
Derudover kører de Solsikke-klatring og et hav af andre hold og arrangementer for klubbens medlemmer.
Og hvor der indtil nu har været lange ventelister for blive medlem, er der med den nye hal på Eternitten altså åbnet for nye.
Selvom hallen er et stort og ambitiøst skridt for klubben, har de endnu større visioner for fremtiden.
Frem mod 2035 arbejder de nemlig på at nå 2.500 medlemmer og at etablere et nationalt klatrestadion her i Aalborg.
“Vi tror på, at det kan lade sig gøre her,” siger Vibeke.
Læs også: Kæmpe gennembrud: Aalborg-forskere udvikler helt unik powerchip