Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Populære klosterture til sommer: Kom på spændende rundvisning i Aalborg Kloster

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Aalborg Kloster
Foto: Aalborg Kloster

Vi har flere gange før skrevet om Aalborg Klosters meget populære rundvisninger.

Klostret fungerer primært som et af landets ældste beboede bygningskomplekser, og derfor er der sjældent adgang for offentligheden.

MEN! Nu får du altså muligheden igen, når klostret helt eksklusivt åbner hver tirsdag og torsdag igennem sommeren. Det er Aalborg Guideforening, der inviterer på guidet rundtur i de historiske rammer, og denne gang handler det om Danmarks første modstandsgruppe, Churchill Klubben.

Spændende fortællinger bag klostrets murer

Aalborg Kloster — eller Helligåndsklosteret – stammer helt tilbage fra 1400-tallet, hvor det var placeret på byens vestlige grænse. I dag finder du klosteret midt på C.W. Obels Plads, hvor der er indgang mellem Klostertorvet og Brdr. Price.

Klostret har i det forløbne år gennemgået en større restaurering. Vægge er blevet malet, gulve har fået nye flisebelægninger og lysekroner har været en tur forbi gørtleren, men især en bestemt fortælling fra klostrets historie har fået større fokus, nemlig beretningen om Danmarks første modstandsgruppe – Churchill Klubben.

Churchill Klubbens rolle i modstandskampen bliver fortalt i lyd og billeder, fra drengestreger over sabotage til tilfangetagelse.

Populære klosterture til sommer: Kom på spændende rundvisning i Aalborg Kloster
Foto: Den nye udstilling om Danmarks første modstandsgruppe.
Fotograf: Ole Jespersen.

“Vi er især glade for, at det er lykkedes os at fremskaffe et originalt eksemplar af en amerikansk tegneserie, der blev udgivet i USA under krigen og som handlede om modstandsgruppen fra Aalborg,” fortæller konstitueret klosterforstander Søren Wormslev.

Aalborg Kloster rummer mange andre spændende fortællinger fra tiden, da det var hjemsted for både munke og nonner tilhørende helligåndsordenen. I klostrets kælder berettes den tragiske historie om den umulige kærlighed mellem to af ordenens brødre og
søstre.

I kapitelsalen findes en række meget fine kalkmalerier fra begyndelsen af 1500-tallet, der hver især giver deres bud på tolkningen af det kristne budskab.

Desuden var det også i Aalborg Kloster, at byens første latinskole opstod, en skole der sidenhen blev til Aalborg Katedralskole og dermed byens første gymnasium.

Billetter ryger hurtigt

Er din nysgerrighed blevet vakt, skal du skynde dig at købe billetter.

Klostrets rundvisninger er enormt populære, og de meldes ofte udsolgt kort tid efter, at de annonceres.

Du kan bestille billetter enten via Aalborg Guideforenings hjemmeside  eller direkte på aalborgguidenemtilmeld.dk.

Prisen er 75 kr for voksne, mens børn under 12 år er gratis. Arrangøren bemærker, at man skal huske at have coronapas med.

Del artikel

Andre læser også