Bliver vildt i Kildeparken: Aalborg Karneval melder store navne ud
I dag klokken 10.00 skydes salget af de populære loyalitetsarmbånd til Aalborg Karneval officielt i gang.
Aalborg Karneval er klar til at tage hul på årets festlige begivenheder med den officielle start på salget af loyalitetsarmbånd til årets Stjerneparade samt efterfølgende fest i Kildeparken den 25. maj.
Det har man også benyttet lejligheden til at melde de første to navne på årets sceneprogram ud.
Det bliver Tessa og HEDEGAARD.
Tessa behøver nærmest ingen nærmere introduktion.
Med 175 millioner streams, +200.000 Instagram- følgere og anerkendelse fra danske og nordiske kunstnere, er Tessa kun lige begyndt at regere.
HEDEGAARD er stor internationalt
Siden det banebrydende uofficielle remix af Dr. Dres “The Next Episode” i 2011 har HEDEGAARD præget den nordiske musikscene og genereret over vanvittige 1,4 milliarder streams. Med hits som “Happy Home” og “Twerk It Like Miley” har han indtaget topplaceringer verden over. HEDEGAARD, også kendt som “Kongen af Car Music,” vender tilbage til rødderne med singler som “JUMANJI” og “SA-MY-D,” og hans seneste udgivelser har skabt global opmærksomhed.
Og så er HEDEGAARD endda en lokal dreng fra Dobbelt A.
Aalborg Karneval lover flere overraskelser, og der vil blive annonceret mange flere navne på programmet i de kommende uger.
Hvis du vil være sikker på at få plads i Kildeparken til Karneval, så skal du skynde dig og købe et loyalitetsarmbånd.
Støtter festen
Loyalitetsarmbåndet er deltagernes synlige bevis på, at de støtter den fest de er en del af, og salget af armbånd er den primære indtægtskilde for Foreningen Aalborg Karneval.
Indtægterne fra armbåndssalget går til blandt andet til sikkerhed, toiletter, oprydning, karnevalsgrupper, musikprogram og andet kreativt indhold i både paraden og i Kildeparken.
Mange opgaver løses af frivillige og lokale foreninger og Aalborg Karneval udbetalte i 2023 omkring 1 million kroner til lokale foreninger for deres hjælp før under og efter karnevallets arrangementer.
Loyalitetsarmbåndet giver blandt andet adgang til Kildeparken, hvor festen fortsætter efter stjerneparaden d. 25. maj. 2024.