En del af noget større: Aalborg Karneval præsenterer næste års tema

Aalborg Karneval har fundet temaet for 2026!
Faktisk kommer det fra en af deres egne gæster og var et af de første forslag i indbakken, da man for nylig efterspurgte aalborgensernes egne bud.
Temaet bliver “Uden dig – Ingen os”.
Et tema, der hylder det mest grundlæggende ved Aalborg Karneval: fællesskab, glæde og det at være en del af noget større.

Fællesskab i centrum
Når vi klæder os ud, griner, danser og deler oplevelser, bliver vi til noget større end os selv, lyder det fra Aalborg Karneval.
Temaet er valgt for at minde os alle om, at fællesskabet kun findes, når vi står sammen – uanset om du kommer alene eller med venner, er du en vigtig del af Aalborg Karneval.
“Det her tema er en kærlig påmindelse om, at hver enkelt deltager betyder noget. Uden dig er der ikke noget karneval, og uden fællesskabet mister vi noget helt unikt både til karnevallet, men også i hverdagen.
Vi håber, det kan inspirere alle til at kigge op og tænke over, om der sidder en ven derhjemme, der mangler – og tage vedkommende med under armen,” siger Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval, i en pressemeddelelse.
Kom som du er – og vær en del af “os”
Temaet inviterer til kreativitet og personlig fortolkning.
Du kan klæde dig ud som noget, der betyder noget for dig, noget du elsker, eller noget der binder dig sammen med dine venner.
Uanset om du vælger at være en del i et gruppekostume eller går din egen vej, er du med til at fuldende billedet.
Det handler om at turde være sig selv – og samtidig være en del af et stort “os”.

Aalborg Karneval som fællesskab året rundt
Med etableringen af Fonden Aalborg Karneval i 2025 er der sat ekstra fokus på, at Aalborg Karneval skal være mere end en festdag.
Fonden arbejder for at styrke unges trivsel, fællesskab og kreativitet hele året rundt.
Aalborg Karneval er et frirum, hvor du kan være dig selv, finde sammen med andre og mærke, at du er vigtig – både til festen og for fællesskabet.